En snes medarbejdere og ledere på dagbladet Aktuelt arbejder hårdt på at skabe grundlaget for en ny ugeavis, som skal være uafhængig og progressiv, og samtidig kunne klare sig uden tilskud til driften. Optimismen er stor, idet de seneste måneders analyser har vist, at en weekendavis vil kunne løbe rundt økonomisk, men det vil kræve startkapital. Hvorvidt projektet vil lykkes, vil vise sig de kommende uger, hvor gruppen vil undersøge mulighederne for at skaffe startkapital hos en række medievirksomheder, organisationer og fonde. Lars Olsen, der var politisk redaktør på dagbladet Aktuelt, er talsmand for gruppen, og han siger til Ritzau, at forarbejdet til de økonomiske sonderinger allerede er gjort, og at der er et begrundet håb for, at der de kommende uger vil vise sig en realistisk mulighed for at starte en ny ugeavis. »Vi vil være en modvægt til Weekendavisen, idet vi vil lave en centrum-venstre-avis, der tager udgangspunkt i aktuelle sociale og politiske problemer, og med levende mennesker i centrum«, siger Lars Olsen. Redaktion fortsat bemandet Fredagens Aktuelt var efter alt at dømme den sidste udgave af den 130-årige socialdemokratiske avis. Chefredaktør Anders Jerichow vil dog ikke helt udelukke, at avisen vil kunne komme på gaden, men det er næppe sandsynligt. »Det er mit indtryk, at der vil være redaktionelt personale i huset hver dag. De vil dagligt beslutte, om der skal laves avis. Om det bliver sådan, ved jeg ikke, men det er da en principiel mulighed«, siger Anders Jerichow, som selv er med i kredsen af medarbejdere, der arbejder på at lave en ugeavis. »Nu er det vores egne bestræbelser, der gælder, og LO er ude, og vi har været i kontakt med et andet selskab«, siger chefredaktøren. Stor læsersympati Møderne har ligget tæt hele dagen på Aktuelt, og de fortsætter i den kommende tid. Samtidig med redningsplanerne er der forhandlingerne om fratrædelsesordninger for de i alt 150 medarbejdere, hvoraf de 55 er journalister. »Stemningen har været nede. Det er, som om man har tømmermænd«, beskriver Anders Jerichow, mens Lars Olsen siger, at redaktionen har modtaget et hav af henvendelser fra læsere og andre kontakter. »Det har været helt utroligt, og sympatibølgen har overrasket os«, siger Lars Olsen. Tillidsmand tvivler på redning Tillidsmand Nicolai Kampmann mener, at en redningsaktion for dagbladet har dårlige chancer. Han vurderer, at bestyrelsens udmeldinger torsdag om, at alle muligheder er afprøvet, gør arbejdet med at redde avisen meget svært. »På grund af ledelsens indstilling synes jeg, at udsigterne er mørke. Men jeg vil gerne understrege, at der arbejdes aktivt på at lave en ny avis, og det arbejde fortsætter«, siger tillidsmand Nicolai Kampmann til Ritzau. Mere tvivlsomt er det, om journalisterne møder på arbejde i næste uge. Nicolai Kampmann oplyser, at personalet står til rådighed for A-pressen, men han tvivler på, at der dukker mange op mandag.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























