Forsikrede på sygehus

Lyt til artiklen

Politiken lørdag: Danskere med en privat sygeforsikring er i dag henvist til at lade sig behandle på privathospital eller tage til udlandet, hvis de vil have behandling for deres præmie. Hørsholm Sygehus vil gerne åbne sine operationsstuer efter almindelig lukketid for netop disse patienter. »Hvis det danske sundhedssystem helt afviser at behandle privatforsikrede patienter, forærer vi på den måde et stort marked til de private hospitaler. Hvorfor ikke tænke modsat og i stedet øge indtjeningen til det offentlige«, siger direktør på Hørsholm Sygehus, Torben Knudsen. Han understreger samtidig, at den ekstraordinære virksomhed naturligvis ikke må gå ud over de offentlige kunder på sygehuset. Derfor vil de private kunder blive behandlet efter almindelig arbejdstid. Efter påske åbner hospitalet i Nordsjælland sine operationsstuer efter klokken 15 for mennesker med diskusprolaps. Mod overtidsbetaling arbejder personalet over, men de tilrejsende ekstra patienter kommer fra andre amter med lange ventelister og er udelukkende på det offentliges regning. »Hvadenten man kan lide det eller ej, så tegner danskerne altså private forsikringer. Det offentlige sygehusvæsen kan lige så godt indrette sig på den situation og forsøge at tjene penge til forbedringer«, siger Torben Knudsen, som har politisk opbakning fra hospitalets bestyrelse og fra sin amtsborgmester, Lars Løkke Rasmussen (V). På Amtsrådsforeningens generalforsamling i Herning i går vendte ikke mindst amtsborgmester Johannes Flensted-Jensen (S) sig i stærke vendinger mod de private sygeforsikringer. A- og B-hold »De er den største trussel mod vores sundhedsvæsen, fordi forsikringerne lægger op til at dele befolkningen i et A- og B-hold. En gruppe, som mod betaling kan skaffe sig behandling, og en, som ikke kan«, sagde han. Sundhedsminister Arne Rolighed (S) udtrykker samme skepsis, og han kalder det diskrimination, hvis nogle danskere mod betaling kan rykke frem i køen og springe andre på ventelisten over. »Det er kedeligt, hvis denne diskussion bliver til en politisk kamp mellem Socialdemokratiet og Venstre. Jeg kan faktisk ikke forstå det, for det er da ikke socialdemokratisk tankegods at forære en masse fortrin til et privat marked«, siger Torben Knudsen. Formand for Amtsrådsforeningen, Kresten Philipsen, (V) er mere afslappet over for de private sygeforsikringer. »Vi må vænne os til, at de private sygeforsikringer får større betydning, når 1,6 millioner mennesker aktivt har tegnet en, og mange desuden er omfattet via deres overenskomster«, siger han. Selv om Amtsrådsforeningen er meget optaget af at øge produktiviteten i sygehusvæsenet - meget gerne ved at lade personalet arbejde over og score ekstra på det - foreslår amternes formand ikke aktivt at lade de offentlige hospitaler åbne for privatforsikrede patienter.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her