Statistikker er for gamle

Lyt til artiklen

Politiken lørdag: Forældede statistikker gør det svært at følge udviklingen på sundhedsområdet. Sundhedsstyrelsen er langt bagefter med registrering på en række af de områder, som regeringen har vedtaget handlingsplaner for, og derfor er det nærmest umuligt at følge med i, om planerne virker. De nyeste tal i dødsårsagsregistret er således fra 1997, og cancerregistret halter bagefter helt til 1996. Først ved årsskiftet blev de indtil da nyeste aborttal fra 1996 ført op til 1999. »Det er irriterende, at det tager så lang tid at få tallene«, siger overlæge på Bispebjerg Hospital, Merete Nordentoft. Hun er ankerkvinde i regeringens handlingsplan til nedbringelse af selvmordstallet. Planen blev vedtaget i 1998, men de nyeste selvmordstal er stadig fra 1997, fordi de trækkes ud af dødsårsagsregistret. Sundhedsminister Arne Rolighed (S) er enig. »Registrene skal opdateres. Det er vigtigt, at vi kan følge op på de planer, vi sætter i værk«, siger sundhedsministeren. Lover forbedringer Afdelingschef i Sundhedsstyrelsen Niels Christensen lover da også, at der er forbedringer på vej. »Vi har i samarbejde med ministeriet iværksat et arbejde med at få ajourført registerområdet, i første omgang dødsårsagsregistret og cancerregistret«, siger Niels Christensen. »Vi er i gang både med en bagudrettet oprydning og med generel modernisering, der kan sikre bedre tal fremover«. Afdelingslæge Kirsten Møller Hansen fra Sundhedsstyrelsens afdeling for statistik oplyser, at man arbejder med indførelse af et nyt elektronisk system, der for fremtiden skal sikre en automatisk og dermed løbende kodning af oplysninger til cancerregistret og dødsårsagsregistret. Når systemet kommer til at virke, vil de to registre løbende kunne levere nye tal. »Men vi har også en pukkel, vi skal have 'spist'. Og vi regner med at kunne levere de nyeste tal fra dødsårsagsregistret inden maj. Hvis alt går vel, har vi til næste forår fået kodet også oplysningerne fra 1999 og 2000«, siger Kirsten Møller Hansen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her