Amt tager ansvar for mordsigtet

Lyt til artiklen

Politiken lørdag: Ringkjøbing Amt påtager sig det fulde ansvar for, at den formodede gerningsmand til drabet på en fireårig pige i Brejning, blev sat på fri fod. »Vi har det reelle ansvar«, siger chef for voksenafdelingen i Ringkjøbing Amt, Erik Kaastrup Hansen. Den 27-årige, retarderede mand, som i går blev varetægtsfængslet og sigtet for drabet, fik for knap 10 år siden en forvaringsdom til behandling, angiveligt for en alvorlig sædelighedsforbrydelse. Siden 1994 har han boet på Fuglekær Udviklingscenter i Børkop i Jylland. For kun 14 dage siden valgte Ringkjøbing Amt at sluse ham ud af institutionen til et liv i frihed. Den 27-årige flyttede i egen lejlighed og var ikke længere under konstant opsyn, men fik jævnligt besøg af pædagoger fra institutionen, hvor han også fortsatte med at gå på arbejde. »Det er os, der har besluttet, at han skulle udsluses. Vi er forpligtet til at ophæve en tidsubegrænset dom på et tidspunkt. Og vi vurderede, at nu skulle der slækkes på rammerne, så dommen senere kunne blive ophævet«, siger Erik Kaastrup Hansen. Amtet skal både tage hensyn til den dømtes retssikkerhed og til samfundets sikkerhed. Det er en konkret vurdering i hvert enkelt sag, hvor der ses på den dømtes udvikling og opførsel i institutionen, oplyser han. Procedurer genovervejes »Det har forfærdelige konsekvenser, når vi vurderer forkert. Det er mit ansvar. Det er ikke rart. Og når det har konsekvenser for et menneskeliv, så er det skrækkeligt. Havde vi sagt, at der skulle ske noget andet, så var det sandsynligvis ikke sket«, siger Erik Kaastrup Hansen. Ringkjøbing Amt vil nu granske nøje, om der er procedurer, der skal laves om, eller om der er begået fejl i forbindelse med beslutningen om at udsluse den 27-årige. Formanden for amtets socialudvalg, Jacob Halgaard (V), har bedt om en fyldestgørende redegørelse på socialudvalgsmødet 19. april »Det er rigtigt, at det er Ringkjøbing Amts ansvar, at han kom ud. Og jeg vil gerne udtrykke min dybeste medfølelse overfor familien til den dræbte«, siger Jacob Halgaard.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her