En smykketyv troede, at han var begavet, da han åd en ring til 8000 kroner i en guldsmedeforretning på Nørrebro i København. Mandens særprægede spisevaner blev imidlertid optaget på forretningens overvågningsvideo, så ekspedienten og et par tilkaldte betjente kunne hurtigt opklare den dyre rings vanskæbne, mens de tilbageholdt manden. Han blev kørt til Bispebjerg Hospital, hvor røntgenbilleder afslørede, at ringen var på vej gennem fordøjelsessystemet, så manden fik sin anholdelse opretholdt og blev placeret iført gummiunderbukser i en celle uden afløb. Dermed fik han muligheden for at returnere den stjålne ring - godt hjulpet af medicin, der "tunede" mavehastigheden. Lørdag morgen kunne den 37-årige mand så sættes på fri fod, efter at ringen atter så dagens lys. Selv prisskiltet, der var hæftet til ringen, fulgte med ud, oplyser politiet. Tyven skal senere stå til regnskab for en dommer.
Tyv åd ring
Lyt til artiklen