Politiken søndag: For første gang herhjemme bliver en kommune nu trukket i retten for at have afskediget en medarbejder i en daginstitution efter anklager om sex-misbrug af et barn. En 41-årig tidligere pædagogstuderende blev i september 1999 mistænkt for blufærdighedskrænkelse i den børnehave, hvor han var i lønnet praktik. Tinglev Kommune i Sønderjylland politianmeldte den 41-årige og sendte ham i første omgang hjem med løn. Men efter godt en måned fyrede kommunen ham. Politiet var på det tidspunkt i gang med at undersøge sagen. 11 dage efter fyringen, konkluderede Tønder Politi, at der ikke var grundlag for en sag. »Hvis man bare kan fremture med beskyldninger og derefter fyre vedkommende, så er retsstillingen, at blot nogen ymter, at man har gjort noget, så skal man finde sig i at blive fyret. Det kan ikke være rigtigt«, siger den 41-åriges advokat Thomas Rørdam. Tinglev Kommune mener derimod, at fyringen var sagligt begrundet. »Vores argument er, at vi ikke havde tillid til, at det kunne køre længere. Vi er en landkommune, og sådan noget breder sig rimeligt hurtigt. Skal personalet så gå og passe på hele tiden. Det næste er forældrenes reaktion. Vi har et hensyn til institutionen, medarbejdere og børn at opveje over for en midlertidigt ansat person. Hvor meget skal vi sætte på spil«, siger chef for personaleafdelingen i Tinglev Kommune, Ole Lund. Den 41-årige og Thomas Rørdam er fortørnede over, at kommunen som begrundelse for fyringen, blandt andet henviser til, at den 41-årige selv var skyld i den manglende tillid. Kommunen fremhæver, at selv om politiet har opgivet sagen, er det ikke ensbetydende med, at han ikke har krænket pigen. Det er blot udtryk for, at der ikke er fremskaffet tilstrækkeligt bevis til en straffesag mod ham. Tinglev Kommune afviser, at den stempler den 41-årige. »Vi tager ikke stilling til, om det er rigtigt, men derimod, at der ikke var noget perspektiv i at fortsætte samarbejdet, uanset hvad politiet havde sagt«, siger Ole Lund. Thomas Rørdam har yderligere tre sager på vej mod kommuner, der har afskediget en medarbejder, selv om sagen enten er opgivet af politiet eller endt med en frifindelse for anklagerne. Siden den meget omtalte Vadstrupgaardsag i sommeren 1998 er omkring 65 pædagoger eller pædagogmedhjælpere blevet mistænkt for seksuelle overgreb. Over halvdelen er blevet politianmeldt, men kun fire dømt.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























