Politiken mandag: Fra og med i dag vil alle gode råd og formaninger til danskerne om at leve sundt og ikke gå til yderligheder med hverken tobak, narko eller alkohol komme fra en og samme adresse i det indre København - Sundhedsstyrelsen. Nu samles alle forebyggelsestrådene i et eneste stort center, og det betyder farvel til bl.a. Forebyggelsespolitisk Råd, Alkoholpolitisk Kontaktudvalg og Tobaksskaderådet. Til Politiken siger chefen for det nye forebyggelsescenter, Ole Kopp Christensen, dog, at der på ingen måde vil blive tale om et ekspertcenter, der vil diktere alting bag lukkede døre. »Vi vil i vidt omfang trække på grupperinger uden for centret, eksempelvis græsrødder, og hele tiden satse på, at der er tæt kontakt med omverdenen. Det er en afgørende målsætning for os at medvirke til at sætte noget nyt i gang, først og fremmest ude i de lokale miljøer, hvilket vil sige i amterne og kommunerne. En meget stor del af de penge, vi får til rådighed, vil da også være midler, der skal ud og bruges i lokale initiativer«, siger Ole Kopp Christensen. Ikke fast budget endnu Forebyggelsescentrets budget ligger endnu ikke fast, men ifølge Ole Kopp Christensen bliver der tale om et beløb på over 200 mio. kr. årligt. Personalet vil udgøre godt 50 personer, og der vil sandsynligvis blive nyansat et sted mellem 10 og 20 mennesker. »Vi har endnu ikke lagt os fast på bestemte strategier for forebyggelse på de enkelte indsatsområder. Men overordnet er det tanken, at der skal arbejdes tværgående - det er jo hele ideen med at samle trådene for forebyggelse på et enkelt sted. Som eksempel kunne man forestille sig, at hvis vi arbejder med børn og unge, ser vi ikke kun på deres problemer med tobakken, men vil måske også inddrage f.eks. alkoholvanerne i arbejdet«, forklarer Ole Kopp Christensen. Ingen forkromet plan Forebyggelsescentret har altså ikke en forkromet plan til bekæmpelse af f.eks. tobaksrygning liggende klar på skrivebordet. Men en bestemt strategi vil helt sikkert blive udarbejdet, når selve det organisatoriske er på plads. »Til start overtager vi Tobaksskaderådets aktiviteter og kører dem videre i uændret form. Siden vil vi arbejde hen mod, at der skabes sammenhæng på de enkelte områder, hvor forebyggelsen skal varetages her fra vort center. En af vore opgaver bliver også at drive en dokumentationsafdeling, hvis primære opgaver bliver at indsamle ny viden og forskningsresultater og sørge for, at de bliver omsat til praktisk anvendelse, siger Ole Kopp Christensen. Mere end smukke ord Hovedopgaven for centret bliver at tage vare på, at 'Regeringens folkesundhedsprogram 1999-2008' bliver til andet end smukke ord. På tobaksområdet vil det formentlig betyde, at der satses voldsomt på at sikre, at der fremover bliver færre nye rygere. Det skal - ifølge Tobaksskaderådets anbefalinger - bl.a. ske ved at bearbejde de unges holdninger til tobakken, fastsætte rygeregler og eventuelt begrænse børn og unges adgang til tobak. Andre hovedopgaver bliver sikring af flere røgfri miljøer for ikke-rygere samt bedre adgang for alle til rygeafvænning.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























