Fiskehejrer, edderfugle, blishøns og svaner er blandt de tusindvis af fugle, som de kommende dage ventes at dø som følge af olieudslippet i Østersøen. Vildtkonsulent i Falsters Statsskovdistrikt Finn Jensen skønner, at der i dag vil blive registreret endnu 1000 døde fugle langs kysterne på Falster, Møn og Bogø. Nogle fugle dør af sig selv, andre nedskydes af de 15 jægere, som arbejder i området. »I går registrerede vi 1000 døde fugle, og jeg venter det samme antal i dag. Fuglene bliver ført med strømmen og vinden ind til kysterne. Især venter vi at finde mange fugle på nord- og sydsiden af Møn«, siger Finn Jensen til Ritzau. Ramte fiskehejrer Olieudslippet har blandt andet ramt en fiskehejrekoloni på den lille ø Tærø nord for Bogø. I går talte Finn Jensen omkring 30 fiskehejrer i strandkanten indsmurte i den klæbrige olie. Langt de fleste af fuglene er det tilladt jægere at skyde tidligere på året. Ingen af fuglene er truet af udryddelse, og set i det lys er olieudslippet ingen katastrofe.
Tusindvis af fugle ventes at dø
Lyt til artiklen