Den 46-årige Karsten Yde fra Fløjstrup ved Århus drager i næste uge til Nordpolen - med vandrestøvle og ski. Sammen med fem nordmænd og to svenskere vil Karsten Yde bruge seks-otte dage på at nå Nordpolen efter at være blevet sat af på en russisk base ca. 150 kilometer fra jordens toppunkt. Tur-deltagerne bruger hver ca. 100.000 kr. på projektet. Som den første dansker nåede Bettina Aller Nordpolen på ski for tre år siden, efter at den første overhovedet - nordmanden Erling Kagge - nåede Nordpolen på samme måde i 1991. »Jeg gennemfører turen for at få en ren naturoplevelse« , siger Karsten Yde, der i 24 år har drevet et friluftscenter med kanosejlads m.v. i Sverige. Karsten Yde regner med at nå Nordpolen den 22. april.
46-årig dansker på ski til Nordpolen
Lyt til artiklen