Ny appel fra politiet i drabssag

Lyt til artiklen

Mere end en uge efter drabet på det tidligere medlem af Bandidos Claus Bork Hansen har politiet i København endnu ikke været i stand til at udsende et signalement af gerningsmændene. Forklaringen er, at politiet mangler henvendelser fra borgerne, og derfor gentager kriminalinspektør Kurt Jensen sin appel til offentligheden om hjælp. »Vi har endnu ikke fået tilstrækkeligt med oplysninger til at kunne offentliggøre et fyldestgørende signalement«, siger Kurt Jensen, der leder efterforskningen. Især er politiet interesseret i at høre fra folk, der i perioden fra 4. marts til 21. marts så personer i en iøjnefaldende sort stationcar, en Audi Avant S6. På sæderne i bilen, som har en værdi af halvanden million kroner, er der lyst ruskind. »Den bil må være set på tankstationer eller ved butikker i den periode«, siger kriminalinspektøren. Han håber på henvendelser fra borgere i Nordsjælland, i København, på Vestegnen og videre ud til Roskilde. Vigtigt spor Bilen er meget vigtig i efterforskningen, fordi den blev brugt af de fire, måske fem, mænd, der med tre pistoler og to såkaldte pumpguns angreb Claus Bork Hansen, da denne med sin kæreste vendte hjem til A.F. Beyersvej i Vanløse efter at have besøgt en indisk restaurant. Senere kørte mordpatruljen bilen til en garage i Taastrup og satte ild til den. Claus Bork Hansen blev 37 år. Han havde tidligere været såkaldt præsident for Bandidos afdeling i Hedehusene. Afdelingen flytter nu til Roskilde.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her