18.500 samler ind for Kræftens Bekæmpelse

Lyt til artiklen

Det er foreløbig lykkedes Kræftens Bekæmpelse at skaffe 18.500 indsamlere til landsindsamlingen søndag, men organisationen håber på 22.000. Der samles ind i 271 kommuner. For at kunne dække hele landet skal der bruges 25.000 indsamlere, oplyser Kræftens Bekæmpelse. Temaet for landsindsamlingen er i år det enkelte menneske, og indtægterne bliver øremærket til at give mennesker med kræft og deres pårørende bedre støtte og rådgivning. Pengene går til nyt center og rådgivning De omkring 20 millioner kroner, som foreningen håber at få samlet ind, bliver fordelt mellem to projekter. Pengene går til at starte Dallund, der er Kræftens Bekæmpelses nye rehabiliteringscenter for kræftpatienter i et nedlagt slot på Fyn. Dallund åbner den 1. oktober, og hvert år skal 1000 patienter tilbydes en uges ophold. Centret skal hjælpe kræftpatienter i gang igen. Alle kræftpatienter har senfølger eller bivirkninger, og cirka 2000 må sige farvel til arbejdsmarkedet og gå på førtidspension. Men Dallund skal også være et forskningsprojekt, der giver erfaring til fremtidens videre- og efterbehandlingstilbud i offentligt regi. Endvidere skal pengene fra årets indsamling sikre rådgivning tæt på patienten, det vil sige et rådgivningstilbud i hvert amt i landet. Kun i ni af landets 14 amter er der rådgivningstilbud i øjeblikket. Vil have større indsats mod kræft Hver dag får omkring 80 danskere en kræftdiagnose og må derfor gøre sig sine egne erfaringer med et system, der halter bagud i forhold til de behov, der så åbenlyst er på området, mener Kræftens Bekæmpelse. Derfor skal der gøres en større indsats i alle led, som kræftpatienter kommer i berøring med. Det gælder læger og plejepersonale, de sociale myndigheder, politikere og medarbejdere i alle rådgivende funktioner, fastslår organisationen. Kræft er den hyppigste dødsårsag i Danmark. Over 28.000 danskere får hvert år konstateret sygdommen, mens 200.000 lever med kræft. Hver anden dør af sin sygdom. Ifølge Kræftens Bekæmpelse er det målet, at om 15 år vil tre ud af fire patienter blive raske.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her