Politisk uenighed om ejendomsværdiskat

Lyt til artiklen

Politikerne på Christiansborg er vildt uenige om ejendomsværdiskatten og dens fremtid. Den radikale skatteordfører Anders Samuelsen mener, at huse og ejerlejligheder blot vil stige endnu mere i pris, hvis man sænker eller fjerner ejendomsværdiskatten. Venstres skatteordfører Mariann Fischer Boel siger, at smertegrænsen for ejendomsværdiskatten for længst er overskredet. Hun er enig med Parcelhusejernes Landsforening i, at skatten tvinger nogle boligejere til at flytte. »Jeg får henvendelser fra personer, som fortæller mig, at deres indtægter ikke kan følge med stigningen i ejendomsværdiskatten. I nogle områder af landet - for eksempel Gentofte - rammer mange husejere knækket på 2,6 millioner kroner i ejendomsvurdering. Beløbet over denne grænse beskattes med 3 procent i stedet for de 0,8 procent, og folk kan simpelthen ikke slæbe pengene hjem til det«, siger Mariann Fischer Boel. Hun tilføjer, at mange husejere derudover er ramte af, at rentefradraget gennem de senere år er faldet, så det nu er nede på omkring 32 procent. Ejendomsværdiskatten skal derfor fastfryses på det nuværende niveau. Dyrere huse Den radikale skatteordfører Anders Samuelsen er ikke enig i, at ejendomsværdiskatten skal fastfryses eller sænkes. Han mener, at en lempelse af skatten kun vil gavne dem, som bor i husene i dag. Kommende boligejere vil derimod blive ramt, fordi husene omgående vil stige i værdi. »Når folk køber hus, ser de på, hvad det koster at bo i huset. Og hvis vi sænker ejendomsværdiskatten, er der plads til, at et hus kan koste mere, når det sættes til salg«, siger Anders Samuelsen. Han påpeger, at ejendomsværdiskatten desuden har den effekt, at danskerne undgår at betale skat af gevinsten, når de sælger deres hus. I stedet kommer pengene i kassen via ejendomsværdiskatten. »Fjerner eller sænker vi ejendomsværdiskatten, vil andre skatter stige. Pengene til drift af vore sygehuse, skoler og mange andre ting, skal komme et sted fra, og vi vil hellere sænke skatten på arbejde end ejendomsværdiskatten«, siger den radikale skatteordfører. Siden 1997 er det offentliges indtægter fra skat på boligen steget fra 6,2 milliarder kroner til 9,4 milliarder kroner i år - en stigning på 51,6 procent i løbet af fire år.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her