Lektor ved Odense Universitet, lic.scient. Jens Peter Jacobsen er udnævnt til uddannelsesdirektør i Uddannelsesstyrelsen - nærmere bestemt Området for de Videregående Uddannelser og Forskning. Den 53-årige Jens Peter Jacobsen blev cand.scient i kemi i 1973 og har en solid baggrund inden for forskning og uddannelse, oplyser Undervisningsministeriet. Han har været institutbestyrer for Kemisk Institut ved Odense Universitet, formand for Det faglige Landsudvalg for de Naturvidenskabelige Uddannelser, medlem af Forskningspolitisk Råd, formand for Naturvidenskabeligt Uddannelsesråd og har i to omgange været gæsteprofessor ved University of California. Den nyudnævnte direktør er desuden næstformand for Statens Naturvidenskabelige Forskningsråd.
Ny direktør i Undervisningsministeriet
Lyt til artiklen