Oprydning vil vare uger

Lyt til artiklen

Politiken søndag: Selv om alle kræfter er sat ind, vil oprydningsarbejdet efter Danmarks hidtil værste olieforurening i farvandet mellem Sjælland, Falster og Møn tidligst være færdig til påske. Det vurderede chefen for Søværnets Operative Kommando, kontreadmiral Kim Sloth Jørgensen, i går efter at have beset området fra luften sammen med forsvarsminister Jan Trøjborg (S). Selv når miljøskibene samt gravkøer og mandskab på strandkanterne får bugt med de spor efter de 2.700 ton olie fra sammenstødet mellem et tankskib og et fragtskib, er faren ikke drevet over. »Vi kan frygte, at en stor del af den tunge olie er sunket ned i en halv til en hel meters dybde under havoverfladen og kan dukke op igen og ramme kysten, når vandet bliver varmere«, sagde kontreadmiral Kim Sloth Jørgensen: »Derfor må vi opretholde overvågningen fra luften og til vands«. Tilfreds minister Efter at have overfløjet de forurenede områder i en af søværnets blå Lynx-helikoptere sagde forsvarsminister Jan Trøjborg, at han var fuldt ud tilfreds med - og stolt over - den indsats, der var blevet gjort. Men samtidig betegnede han situationen som en »katastrofe«. »Vi synes at have situationen under kontrol, og det glæder mig«, sagde Jan Trøjborg: »Men vi vil selvfølgelig stå med nogle miljøproblemer bagefter. Sådan er realiteterne. Det er en katastrofe«. Fra Farøbroen kunne man i går forsat følge miljøskibene 'Gunnar Seidenfaden's og 'Gunnar Thorson's kamp mod den største oliepøl efter skibskollisionen sydøst for Falster natten til torsdag. Chefen for Søværnets Operative Kommando mente i går ved middagstid, at de to skibe ville få has på de 400 kubikmeter olie i løbet af lørdagen. 180 mand kæmpede Kyststrækningen syd om Bogø og Farø er indtil videre hårdest medtaget af olieforureningen, men også områder på Falsters nordøstlige kyst er ramt. Mandskab fra Beredskabskorpset og frivillige - 180 mand i alt - kæmpede i går videre med den klæbrige tjærelugtende olie. Men efterhånden var en del gummigeder og gravkøer kommet til også. Sektionschef Ole Hollenborg, som koordinerede indsatsen fra en kommandocentral på Farø, var ved godt mod: »Vi kan ikke knækkes. Vi kører på til den sidste oliepøl er væk«, sagde han. Det største problem, sagde han, var at få overblik over oliemasserne. Derimod gik det godt med at skaffe gravkøer, gummigeder og containere og såvel mandskab som frivillige havde stadig masser af gå-på-mod. Afviser mangel på udstyr Chefen for Beredskabscentret i Næstved, kolonnechef Jørn Allan Pedersen, afviste forlydender om, at der manglede gummitøj og udrustning til mandskabet, idet man havde modtaget flere hundrede waders og busseronner fra beredskabscentre i resten af landet. Storstrøms Amts miljøvagt, Preben Christensen, glædede sig i går over, at kun 250 fugle havde måttet lade livet. »Det må betegnes som utrolig heldigt«, sagde Preben Christensen. Han frygtede dog, at det gode vejr vil betyde flere trækfugle til området de kommende dage, og at dødstallet vil stige. Tankeren ikke fjernet Den forulykkede olietanker, 'Baltic Carrier', ligger stadig ud for Falsters kyst. Planen er i den kommende uge at suge den resterende olie over i et andet tankskib og derefter bugsere vraget væk. Forsvarsminister Jan Trøjborg sagde på et pressemøde i Stubbekøbing, at så vidt han kunne se var beredskabet tilstrækkeligt. Men erfaringerne fra katastrofen skulle naturligvis danne grundlag for en vurdering af, om der skulle ændringer til.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her