Milliongevinst ved at droppe Falck

Lyt til artiklen

Politiken tirsdag: Falcks pris for at køre liggende sygetransporter på Frederiksberg var mere end 60 procent højere end den, Københavns Brandvæsen i dag udfører opgaven for. Hovedstadens Sygehusfællesskab (HS) sparede derfor omkring 2,5 millioner kroner, da det sidste år efter et udbud valgte at skifte fra Falck til Københavns Brandvæsen. Da Falck havde opgaven med at transportere folk på Frederiksberg til og fra sygehusene, var prisen omkring 815 kroner per tur. Men da Københavns Brandvæsen vandt opgaven fra 1. juli sidste år, var det med en pris på 499 kroner per tur. Dermed er den samlede udgift faldet til fire millioner kroner. Halvt så mange om opgaven I forbindelse med udbuddet oplyste Falck, at der var 22 mand, der »udelukkende eller hovedsageligt« var beskæftiget med de 8.000 årlige sygetransporter. Københavns Brandvæsen bruger 11 mand, oplyser brandchef Jan Axlev fra Københavns Brandvæsen. »Det er, hvad der kræves for at løse den opgave«, siger Jan Axlev. Selv om arbejdet i dag udføres langt billigere end i de mange år, hvor Falck havde opgaven, har man på Frederiksberg Hospital ikke oplevet, at opgaven løses dårligere. Tværtimod. Klager over ventetid »Mens Falck kørte, havde vi nu og da problemer med ventetid. Vi fik ikke mange klager, men vi fik da enkelte. Efter at Københavns Brandvæsen har overtaget, har vi ikke været udsat for én klage«, siger hospitalsdirektør Stig Hvidtfeldt. Direktør i Falcks Redningskorps Allan Søgaard Larsen siger, at de 22 Falck-reddere ikke kun kørte sygetransporter. »Nogle udførte også patientbefordring for lufthavnen eller kørte akutambulance for Københavns Amt«, siger han.

Burde I så ikke have oplyst et lavere tal end de 22?
»Jo, men det gør vi også, når vi oplyser, at de kun hovedsageligt er beskæftiget med opgaven«.

Hvordan kan det være, at I var mere end to millioner dyrere end Københavns Brandvæsen?
»Jeg har ikke anden forklaring end, at der var et udbud, hvor vi bød, Københavns Brandvæsen bød og den, der kom med det billigste tilbud, fik opgaven«, siger Allan Søgaard Larsen. Sænkede prisen forgæves Falck forsøgte dog at beholde opgaven ved at gå 240 kroner ned i pris per tur til 575 kroner. Københavns Brandvæsen vandt dog med sit bud på 499 kroner per tur. Som omtalt i Politiken i går er Falck også betydeligt dyrere end Københavns Brandvæsen, når det gælder akut ambulancekørsel. Falck fik sidste år 1.355 kroner per tur i Københavns Amt, hvor Københavns Brandvæsen i HS løste opgaven for 923 kroner per tur.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her