De voksende ungdomsårgange begynder nu at slå igennem på søgningen til gymnasiet. Ansøgertallet er steget fra 19.450 sidste skoleår til 19.974 for det kommende skoleår, oplyser Amtsrådsforeningen. Der er tale om en stigning på 2,69 procent. Sætter man tallet i forhold til et stigende antal unge på 15 og 16 år, får man en stabil søgning på lidt over en tredjedel af en årgang. »Nu vender udviklingen i gymnasiernes elevtal. Ungdomsårgangene vil stige i de kommende år, og dermed kan amterne vente flere elever i gymnasierne«, siger Søren Eriksen, formand for Amtsrådsforeningens undervisnings- og socialudvalg. Fremgangen i ansøgertallet gælder både for sproglige og matematikere. På den sproglige linie stiger tallet med 1,87 procent fra 8556 til 8716, mens der for matematikerne er tale om en stigning på 3,34 procent fra 10.894 til 11.258. Procentvis er der en pænt stor stigning i Ringkjøbing Amt på begge områder, mens ansøgertallet i Sønderjyllands Amt stiger med hele 30 procent på den sproglige del, mens stigningen er beskeden for matematikerne. På hf-uddannelsen peger pilen den anden vej. Her er der tale om et fald i ansøgertallet fra 6256 til 5702, hvilket svarer til et fald på næsten ni procent. Dermed er ansøgertallet nu næsten kun halvt så stort som i 1993-94, hvor flere end 10.000 søgte om at komme ind. Søren Eriksen siger, at man i Amtsrådsforeningen og amterne vil komme med et debatoplæg om hf til efteråret. »Vi skal overveje, om vi når de rigtige målgrupper, om der skal laves om på struktur og indhold og om hf skal rettes mod bestemte typer uddannelser. Overordnet er spørgsmålet, hvordan hf skal se ud i forhold til gymnasiet«, siger Søren Eriksen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























