Politiken fredag: Politiet håber, at en sort Audi A6 til halvanden million kroner kan blive nøglen til opklaringen af drabet på den 37-årige Claus Bork Hansen onsdag aften. Den tidligere præsident for rockergruppen Bandidos' afdeling i Hedehusene blev skudt ned af en gruppe maskerede mænd for øjnene af sin kæreste. Politiet mener, at gerningsmændene skal findes i eller omkring Bandidos, og derfor blev der i går ransaget i gruppens tilholdssteder i Roskilde, i Dalby ved Køge og i Svebølle på Vestsjælland, men uden at det førte til noget gennembrud i efterforskningen. Desuden ransagede politiet hjemme hos en række Bandidos-medlemmer, men i går til aften var der ikke sat navn på nogen mistænkte. Ikke ny rockerkrig Der er ikke tegn på, at nedskydningen er indledningen til en ny rockerkrig, understreger politiet. »Der er efter alt at dømme tale om, at Bandidos har afregnet med en af deres egne. Det er, hvad alle vores oplysninger og alle rygter og forlydender tyder på, og vi har ingen grund til at tro, at sådan en intern afregning skulle brede sig«, siger kriminalinspektør Kurt Jensen fra Københavns Politi. Bilen var stjålet Bilen blev stjålet 4. marts fra en forhandler på Amager og er siden set både i Københavnsområdet og i Sverige. Alt tyder på, at den blev brugt som flugtbil ved nedskydningen, og den blev fundet ved en brand i en garage ved Landbohøjskolens lokaler på Agrovej i Taastrup senere onsdag aften. Den var sandsynligvis sat i brand for at slette spor, og i vraget fandt politiet to pumpguns og tre pistoler, der i går blev sendt til tekniske undersøgelser. Politiet vil meget gerne tale med vidner, der har set den sorte Audi A6 stationcar. Flere har tidligere bemærket den dyre bil, som havde hvidt læderindtræk, firehjulstræk og automatgear. Politiet mener, at den i en periode har kørt rundt med nummerplader med registreringsnummeret SY 51 999, som var stjålet fra en Ford Mondeo, men det var i går uvist, om de plader sad på bilen onsdag aften. Da bilen blev stjålet, forsvandt samtidig et sæt prøveplader med nummeret JR 53 12. »Vi ved, at bilen blev observeret i det nordlige København på et tidspunkt, hvor man skønnede, at det måske trak op til et røveri, men jeg vil ikke komme nærmere ind på omstændighederne. Den har altså vakt opsigt tidligere, og vi er særdeles interesserede i at høre fra folk, der har set bilen«, siger Kurt Jensen. Skud ved sit hjem Drabet skete onsdag aften ved 20.40-tiden, da Claus Bork Hansen og hans kæreste parkerede ved deres hjem på A. F. Beyersvej i Vanløse. Da de steg ud af bilen, trådte en lille gruppe mænd frem og åbnede ild mod ham. Claus Bork Hansen blev dræbt omgående, men hans kæreste blev ikke ramt. Mændene var maskeret med elefanthuer og kørte fra stedet ad Morsøvej mod Sallingvej. Claus Bork Hansen havde indtil for halvanden måned siden været præsident for Bandidos i Hedehusene, men var angiveligt blevet uvenner med de andre i gruppen. Politiet havde tilbudt ham beskyttelse, fordi nogen havde truet ham på livet, men det havde han afvist.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























