Zoologiske haver i kamp for Afrikas aber

Lyt til artiklen

Om bare 10-20 år kan flere af vore nærmeste slægtninge, de store aber i Afrika, være udryddet. Dyrene trues af jagten på 'bushmeat', det vil sige kød fra vildt, af de fremrykkende tømmerfirmaer og af pres fra befolkninger, der vokser ukontrollabelt. Derfor kaster fem zoologiske haver i Danmark sig nu ind i en fælles europæisk kampagne for at redde Afrikas truede dyr, inden det er for sent. I det kommende år vil de gennemføre oplysningskampagner med foldere og udstillinger og være med til at indsamle mindst en million underskrifter for at protestere mod udryddelsen. Det sker i Zoologisk Have i København, Odense Zoo, Givskud Zoo, Aalborg Zoo og Randers Regnskov. »Vi vil skabe opmærksomhed om problemet, men prøver ikke på nogen måde at diktere andre folk deres levevis. Dette er ikke en form for nyimperialisme. Problemet kan kun løses i et samarbejde mellem tømmerfirmaer, lokalsamfund og regeringer«, sagde kampagnekoordinator Frands Carlsen, videnskabelig medarbejder ved Zoo i København, da initiativet blev skudt i gang fredag. Stort problem Kampagnen skal ledes af EAZA, Den Europæiske Zoo-sammenslutning med 250 medlemmer i hele Europa. Søgelyset koncentreres om Vest- og Centralafrika, hvor den illegale jagt er blevet et problem i særklasse. Her er jagten på bushmeat en trussel mod en lang række dyrearter, heriblandt små antiloper, elefanter, gorillaer, chimpanser og bonoboer (dværgchimpanser). Det røgede kød fra en hel chimpanse kan købes på afrikanske markeder til en pris, der svarer til omkring 200 kroner. I Vest- og Centralafrika er 70-90 procent af den oprindelige skov ryddet, og den resterende er meget dårligt beskyttet. Det er tilfældet i lande som Gabon, Cameroun, Ækvatorial-Guinea, Den Centralafrikanske Republik Congo og Den Demokratiske Republik Congo (tidl. Zaire). Aber uddør Når tømmerfirmaerne hugger sig gennem regnskoven, bliver der anlagt veje og landsbyer, og krybskytter får let adgang til uberørte områder, som før var uigennemtrængelige. Tømmerfirmaerne - langt de fleste er europæiske - sørger sjældent selv for mad til deres arbejdere, som derfor er henvist til at skaffe sig føden i skoven. Det går hårdt ud over dyrelivet. Desuden tillader selskaberne som regel, at der bliver transporteret ulovlig bushmeat til markederne med de lastbiler, der fragter træstammer ud af skoven. At det med rekordfart går den forkerte vej, blev påvist sidste år i oktober, da den vestafrikanske primat med navnet Miss Waldrons røde colobus-abe blev erklæret uddød. Denne underart af colobus-aber var da ikke set på sine levesteder i Ghana eller Elfenbenskysten siden 1978. Antropologen Scott McGraw fra Ohio State University, som var med til at skrive gravskriftet over Miss Waldron-aben, konstaterede i den forbindelse: -Udryddelse er en proces, ikke en enkeltbegivenhed. Dette tab kunne ikke komme bag på nogen. Der er ingen enkle måder at stoppe bushmeat-jagten på, for problemet skyldes en cocktail af dårligdomme: Fattigdom, befolkningseksplosion, krig, rovhugst på regnskoven, korruption og uvidenhed. Nogle steder ses det såkaldte 'empty-forest-syndrom' - dvs. at kun træerne står tilbage i skoven, som er tømt for alle større dyr. Det går hurtigt ud over alle vækster, for dyrene har en vigtig rolle som frøspredere. Et virksomt middel kunne være en miljømærkning af tropisk tømmer, der også inddrager respekt for truede dyrearter i de områder, hvor træet er fældet. Hvis tømmerfirmaerne ikke kan komme af med deres tømmer, fordi forbrugerne reagerer, vil de begynde at tænke sig om, foreslog repræsentanter for de fem danske zoologiske haver. Københavns Zoos direktør, Lars Lunding Andersen, supplerede: »Man må have en forståelse for, at dette kommer til at koste noget. Vi har i mange år set en dyd i, at ting skal være så billige som muligt. Vi har ikke løsningen på alt dette, men vi vil gerne præsentere problemet og starte en debat«. Zoologisk Have i København sætter fokus på problemet i den kommende tid med udstillingen 'Man spiser da aber?', som åbner i Abejunglen lørdag den 24. marts.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her