Politiken lørdag: Trods en psykologerklæring sidder en 20-årig ung, kræft-ramt mand fortsat isolationsfængslet for handel med omkring 70 ecstasy-piller. Den ledende psykolog fra den hospitalsafdeling, hvor den 20-årige gennem mere end et år er blevet behandlet for kræft, har i en erklæring på det kraftigste frarådet brug af isolation. Den 20-årige er ikke helbredt og fortsat voldsomt mærket af sin kræftsygdom. Han lider af angst og har brug for fællesskab med andre mennesker. Det er til »ubodelig skade« for den 20-årige at være i isolation og der er risiko for »psykisk sammenbrud«, skriver psykologen og fortsætter: »Det, at han befinder sig i isolation, kan være en massiv trussel mod hans psykiske og fysiske helbred.« Den 20-årige er isolationsfængslet på en hospitalsafdeling, og går fortsat til kontrolbehandling efter sin kemoterapi. Ingen rovmorder Trods psykologerklæringen valgte Østre Landsret i onsdags at stadfæste byrettens beslutning om at fortsætte isolationsfængslingen. Derfor har den 20-åriges advokat, Jørgen Jakobsen, nu søgt procesbevillingsnævnet om tilladelse til at få isolationsfængslingen prøvet ved Højesteret. »Selv om der er andre sigtede i sagen, så er det et mindre antal ecstasy- piller, den 20-årige er sigtet for at have solgt. Og så forstår jeg ikke, at landsretten ikke tager mere hensyn til psykologerklæringen og den 20-åriges sygdom. Der er jo ikke tale om, at manden har begået et rovmord«, siger Jørgen Jakobsen. Stærkt påvirket Efter landsrettens afgørelse har også den ansvarlige læge i fængslet afgivet en erklæring om den 20-årige. Her bekræftes det, at kræftsygdommen har påvirket den 20-årige meget stærkt. Samtidig anmoder lægen om, »at isolationsfængslingen begrænses til det absolut nødvendige«, fordi »isolation på lidt længere sigt vil være en trussel mod den indsattes psyke«. Den ansvarlige læge konstaterer dog samtidig, at der endnu ikke er »fundet tegn på isolationssyndrom eller anden sjælelig lidelse« hos den 20- årige. Efter at Politiken for tre uger siden beskrev, hvordan domstolene i stor stil lagde det døve øre til lægeadvarsler mod isolation, har politikere fra begge sider af folketingssalen opfordret til større lydhørhed over for lægeerklæringerne. Det konservative medlem af Folketingets Retsudvalg, Gitte Seeberg, vil ikke kommentere den konkrete sag, men siger: »Vi kan ikke have en situation, hvor samfundet påfører nogen uoprettelige skader. Folk med angstneuroser eller psykiske lidelser bør tages ud af isolation«. Ifølge en af Danmarks fremmeste eksperter i tortur, professor, dr. med. Bent Sørensen, opfylder det FNs fire kriterier for tortur, når isolationsfængslede får svære psykiske men af at være afskåret fra andre mennesker.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























