Politiken søndag: Udrykningsholdet - en statslig specialstyrke mod unges vold og kriminalitet - blev lanceret med brask og bram af statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) i åbningstalen i Folketinget i 1999. Alene navnet skulle signalere konkret handlekraft kun et par måneder efter, at der havde været ballade i Odense-bydelen Vollsmose. Halvandet år efter statministerens flammetale har Udrykningsholdet endnu ikke imponeret praktikerne. Ahmet Demir er leder af det socialpædagogiske projekt Blæksprutten i Hvidovre, og han har aldrig hørt praktikere omtale Udrykningsholdet, når han holder foredrag rundt om i landet. »Udrykningsholdet rykker ikke ud og går til kernen i problemet. Det er endnu et forum, der holder møder med ostemadder og kaffe. Vi er alt for mange, der har doktorgrad i at snakke om unge og for få, der gør noget«, siger Ahmet Demir. Han peger på, at det mest effektive instrument er at gå direkte til familierne og diskutere problemerne, selv om de unge klynker og siger, at de vil blive slået ihjel af far og mor. Eller at konfrontere gerningsmænd med ofre. »Når kommunerne er i vildrede, har de brug for en handlekraftig person, der går i marken sammen med dem«, siger Demir. Socialdirektør Leif Jepsen fra Århus kan ikke skjule sin irritation over Udrykningsholdet, der blandt andet har lavet en spørgeskemaundersøgelse om utilpassede unge. »Det er os, der skal hjælpe dem. Det er ikke nok at komme med et spørgeskema, når man ikke selv har noget med i bagagen at komme med«, siger Leif Jepsen. I Silkeborg har gadearbejder Bo Lyngsø heller ikke brugt Udrykningsholdet til noget. »Vi har jo ikke brug for flere undersøgelser. I Silkeborg har vi ingen rigtige grupper, men de mere eller mindre kriminelle unge, som vi har, kender da hinanden. Skulle jeg så svare to eller ni grupper? Jeg tror jeg sagde tre. Det var venstrehåndsarbejde, fordi jeg havde svært ved at se formålet«. Andre kommuner som Sønderborg ser med mildere øjne på sagen. Her har Udrykningsholdet hjulpet med at lave et spørgeskema, som 600 unge om kort tid får tilsendt - det skal belyse deres kendskab til stoffet ecstasy. Kontorchef i Sønderborg Kommune Karin Padkær fortæller, at Udrykningsholdets folk selv tog kontakt til kommunen, efter at de i Politiken havde læst en artikel om unges stofproblemer i Sønderborg. »Desværre forlod to medarbejdere i Udrykningsholdet deres job undervejs, og det forsinkede spørgeskemaet. Men ellers har vi haft et upåklageligt samarbejde«, siger Karin Padkær. Videnscenter I efteråret 1999 sendte Frank Jensen (S) en særpatrulje på 20 mand til Odense for at hjælpe med at skabe ro. Og forventningerne til Udrykningsholdet blev skærpet, da daværende indenrigsminister Thorkild Simonsen (S) sagde: »Hvis vi havde haft Udrykningsholdet i august, havde vi sendt dem derover i stedet for betjentene«. Man forestillede sig en slags Rejsehold mod bander. Men ifølge kommissoriet for Udrykningsholdet skal det overvåge, kortlægge, samle viden og rådgive. Lederen af Udrykningsholdet siden oktober, Ole Hammer, forklarer, at Udrykningsholdet har kontakt med 15-20 kommuner. Han erkender, at navnet giver forkerte associationer. Alligevel mener han, at holdet »rykker ud« og tager kontakt til kommunerne, når medierne beretter om, at de unge er ved at »vælte en kommune«. »Alle steder, hvor jeg er kommet, er vi blevet taget vel imod. F.eks. kan vi mærke behov for hjælp med at håndtere kulturmødet med de etniske minoriteter. Blandt andet har indvandrerforældre tit svært ved at acceptere, når myndighederne vil anbringe deres barn uden for hjemmet«, forklarer Ole Hammer.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























