Politisamarbejde giver resultater

Lyt til artiklen

Politiken søndag: 34 gange siden nytår har Schengenlandenes fælles informationssystem (SIS) givet dansk politi en hjælpende hånd med opklaringsarbejdet. På tre måneder er 22 danske biler, identitetspapirer og eftersøgte kriminelle fundet i et andet Schengen-land, fordi SIS gav lyd fra sig. Samtidig er dansk politi stødt på i alt 12 efterlyste personer og genstande fra et andet Schengenland. Det er resultatet af den prøveperiode med SIS, der startede 1. januar og skulle forberede dansk politi på det grænseoverskridende politisamarbejde. SIS er en database, hvor alle Schengenlande kan efterlyse kriminelle, stjålne biler og identitetspapirer, pengesedler, våben og personer fra tredjelande, som ikke ønskes i Schengen-området. 34 hits Tallene viser med al tydelighed at Schengens informationssystem fungerer, mener politimester Jens Henrik Højbjerg fra Rigspolitiets afdeling A. »34 hits på under 3 måneder er bestemt et tilfredsstillende resultat, der svarer fuldt ud til vores forventninger. Som det har udviklet sig de seneste dage er der ingen tvivl om, at det kommer til at ske dagligt, at vi får et hit i SIS«, siger han. Jens Henrik Højbjerg mener, at antallet af hits vil stige i takt med, at dansk politi lægger flere efterlysninger ind i systemet og forudser flere hits, allerede inden weekenden er omme. Brugervenligt »Systemet fungerer teknisk set og politiets folk har vist, at de kan bruge det. Vi fornemmer allerede, at det her bliver et vigtigt redskab i politiarbejdet herhjemme. Det er et brugervenligt system, men det kan naturligvis ikke udelukkes, at der opstår spørgsmål i fremtiden«, siger han. Årsagen til det gode resultat er ifølge Jens Henrik Højbjerg, at dansk politi har lavet et grundigt forarbejde og sørget for, at medarbejderne blev grundigt uddannet. Der er brugt mange kræfter på at uddanne politiet, og der ligger mange hundrede timers arbejde forud for dansk indtræden i Schengen, oplyser han. Schengens informationssystem skal sikre en hurtig spredning af efterlysninger mellem Schengenlandene, og SIS har først og fremmest gjort det nemmere og hurtigere at spore efterlyste personer og genstande. »SIS er en forudsætning for, at vi kan træde ind i Schengen. Vi er nødt til at have et instrument som det her, når der ikke længere er kontrol på de indre grænser«, siger Jens Henrik Højbjerg.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her