Amter: Nej til konkurrence

Lyt til artiklen

Politiken mandag: Amtsrådsforeningens direktør, Otto Larsen, som har indgået ambulanceaftalen med Falck, mener ikke, at det er muligt at give Falck konkurrence. Han tvivler på, at Københavns og Roskilde Brandvæsens billigere priser er reelle. »Jeg er skeptisk. Hvis Københavns Kommune har råd til at subsidiere ambulancetjenesten, kan den gøre det. Det er alligevel kommunen selv, der skal betale. Den kan overføre penge fra kommunen til ambulancetjenesten eller fra brandtjenesten til ambulancetjenesten. Derfor har jeg ikke interesseret mig for det«. Men Falck kan vel gøre det samme? »Ja, det er ikke til at kontrollere«. Kunne Falcks prisstigning på 30 procent over fire år tyde på, at der er noget galt med standardaftalen mellem Amtsrådsforeningen og Falck? »Det kan man diskutere frem og tilbage. Hvis amterne kan lave det billigere ved at indgå egne aftaler, er de velkomne til det«. Konkurrencerådet bad jer i efteråret 1999 om at åbne for konkurrence. Hvorfor har I ikke gjort det? »Den eneste måde er at amterne selv opretter et beredskab, og det vil helt sikkert blive dyrere. Jeg bad på et tidspunkt Nordjyllands Amt om at undersøge, om det ville være billigere at drive det selv. Da de var halvvejs, opgav de«. Men Københavns Kommune har gjort det, og det er billigere? »Men vi kan ikke vide, om de betaler det over branddelen«. Bygge- og teknikborgmester Søren Pind siger, at de ikke gør. »Det ville jeg også svare, hvis jeg var ham«. Har I undersøgt det? »Jeg blander mig helt udenom«. Hvorfor kan det lade sig gøre at have konkurrence i Sverige, men ikke i Danmark? »De har historisk haft noget, der er offentligt. Vi skal bygge det op. Der er fandens til forskel«. Konkurrencerådet foreslår, at amterne overtager vagtcentralerne og udbyder selve ambulancekørslen? »Det er utroligt fortænkt. Vi kan ikke bare sætte os på den ene del af en privat virksomhed«. Hvorfor kan amterne ikke drive vagtcentraler - altså modtage alarmerne fra 112 - og så udbyde selve ambulancekørslen? »Hvis jeg var en privat entreprenør, ville jeg ikke overlade disponeringen af mine køretøjer til en tredjepart. Så kunne de ikke selv disponere«. Man kunne jo bare sige, at de skal stille et antal ambulancer til rådighed? »Man er nødt til at have et ansvar også for arbejdstilrettelæggelsen. Jeg ville også være ked af, hvis amterne skulle disponere over mine medarbejdere her i Amtsrådsforeningen«. Konkurrencerådet presser på for at få konkurrence? »Så må det gøre det. Det kan underkende standardaftalen, men så skal de enkelte amter ud at forhandle selv, og det bliver det bare dyrere af«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her