Politiken tirsdag: Himmel, marker, hav og vej stod i ét det meste af mandagen på Bornholm. Allerede fra morgenstunden var det galt på 'Solskins-øen'. Sneen væltede ned, og den kraftige østenvind sendte meter høje bølger ind over molen i Svaneke og Neksø, så havvandet blev banket flere meter op i luften. Vinduerne i de gamle bindingshuse pev, så det var ved at give tinnitus i ørene. Og postbåden til Christiansø - som ifølge de lokale næsten altid sejler - måtte blive på sin plads ved kajen i Svaneke. Første ulykke skete lige uden for Rønne, hvor en mand på en knallert blev ramt af en personbil, hvor føreren havde mistet herredømmet. Manden på knallerten blev alvorligt kvæstet og måtte overflyttes til Rigshospitalet i København. Men hverken den normale flyvetrafik eller færgerne på Bornholmstrafikken kunne løse opgaven, og i stedet måtte et af militærets Hercules-transportfly træde til, så knallertføreren kunne komme af sted til København. Sendt hjem fra skole Fra middagstid begyndte skolerne at lukke ned. Politiken mødte skoleeleverne Søren Hansen, Peter Dam og Christian Dam, som måtte trodse kulde og snefygning, fordi bussen ikke kørte forbi Søren Hansens hus. Med opslåede hætter og ryggen mod vinden gik de op ad vejen uden for Øster Marie for at komme hjem til Søren Hansen. »Vi skulle have haft idræt, men læreren kom ikke. Det er okay, for vi skulle have været ude at løbe, og det er ikke så sjovt i sådan et vejr«, fortalte 12-årige Peter Dam, før han sammen med de to andre gik i gang med at spille computer. Hele dagen væltede det ind med aflysninger fra generalforsamlinger, idrætsarrangementer, bridgeklubber og fra en lokal pensionistforening, som droppede fællesspisningen, fordi den indre ø efterhånden var sneet så meget til, at det var umuligt at komme frem. Da Politiken krydsede øen ved 17-tiden var sigtbarheden flere steder under ti meter på grund af fygningen og reflekserne i vejkanten var ved at forsvinde under høje snedriver. Langs vejen holdt flere biler, som var kørt i grøften, og i radioen fortalte den vagthavende fra Falck, at redningstjenesten i mere end 50 tilfælde havde været ude for at hjælpe folk fri af sneen. Stiv kuling I Neksø Havn stod den stive østenkuling direkte ind på havnen og det grundstødte russiske skib 'Bajorai' der har ligget på grund ved indsejlingen i 498 dage, uden at myndighederne har fået det fjernet. Men fra i dag er det måske nemmere at få fjernet det. I hvert fald er det nu to halve skibe - og ikke et stort - der skal bugseres væk. Skibet brækkede sidst på eftermiddagen midt over på grund af presset fra de flere meter høje bølger, der bankede ind i skroget og truede med at sende resterne af fragtskibet op på kajen. Klokken 18 stoppede busserne med at køre, og da DR Bornholm for sidste gang i går aftes havde fat i den vagthavende på Falck-stationen i Rønne, kunne han rapportere, at antallet af telefonopkald var faldende, fordi bornholmerne efterhånden var nået hjem til deres idylliske huse, som normalt er et paradis for stokroser og turister.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Fylder engelske ord for meget i dansk?
Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?
Debatindlæg af Chastina Nees
Wegovy, jeg slår op
Lyt til artiklenLæst op af Chastina Nees
00:00



























