En kvinde på 23 år og en mand på 29 år blev onsdag gift midt under en retssag i Roskilde, hvor de stod tiltalt for ulovlig våbenbesiddelse og besiddelse af over 800 livsfarlige ectasypiller. Det skriver Dagbladet Roskilde Tidende. Det var meningen, at det unge par først skulle have været gift efter retssagen, men da den trak ud, kom repræsentanten fra rådhuset i stedet op i retssalen og foretog vielsen dér. Vielsen skete, mens sagens dommere trak sig tilbage for at votere om, hvorvidt de to var skyldige eller ej. Det unge par, der begge har tilknytning til Hells Angels, var bl.a. tiltalt for at være i besiddelse af en stor mængde livsfarlige ectasypiller. Pillerne af den såkaldte Mitsubishi-type var så stærke, at to eller tre af slagsen ville kunne medføre en livsfarlig forgiftning. Manden blev idømt en fællesstraf på et år og to måneders fængsel, mens kvinden blev idømt ni måneders fængsel. Anklager i sagen, Jørgen Panum, har aldrig i sin tid som anklager oplevet et bryllup i retten. »Og jeg synes faktisk ikke, at det er særlig romantisk at gøre det på den måde«, sagde han efter retssagen.
Pillepushere blev gift under retssag
Lyt til artiklen