CNN roser dansk evakueringsindsats

Lyt til artiklen

Internationale medier taler positivt om den danske indsats. For selv om et par hundrede skandinavere stadig venter på at komme ud af Libanon, har den danske evakueringsstab allerede hjulpet over 5.000 borgere ud af det urolige land. 6.400 svenskere er hjemme i god behold. Dermed er de to lande dem, som har fået flest medborgere hjem, skriver CNN. Lært af tsunamien Landenes kriseberedskab er i top, fordi de har lært lektien efter de katastrofale tilstande, der fulgte tsunamien i 2004, mener Udenrigsministeriets koordinator af evakueringen Lars Thuesen. »Det er rigtigt at sige, at det vi er i stand til at gøre nu, er noget, vi har lært fra tsunamien«, siger han til CNN. De danske myndigheder gik i gang med indsatsen allerede sidste weekend, hvor det første evakueringsfly lettede fra Damaskus. Til sammenligning er USA og Canada først for alvor gået i gang fredag, ti dage efter, at det islaelske bombardement begyndte. »Her går det langsomt...vi skal selv finde ned til havnen og klare os selv. Planlægningen er dårlig ... vi vil bare ud her fra«, siger en amerikansk statsborger til CNN. Fredag er 4.000 canadere blevet evakueret. USA har evakueret 5.000. Men flere tusinde mennesker fra de to lande venter stadig på at komme ud af Libanon. Tidligere end andre Til Politiken bekræfter Udenrigsministeriet, at den danske evakueringsindsats er forløbet glidende. »Vi startede tidligere end de andre lande, og vi har været gode til at koordinere indsatsen. Evakueringen er foregået på en god, ordentlig og effektiv måde«, siger Jens-Otto Horslund, kontorchef i Udenrigsministeriet. Kun en enkelt gang kiksede en mission: Et fly fik tekniske vanskeligheder og måtte vende om. Men passagerene blev hurtigt samlet op af et nyt SAS fly. »Vi er selvfølgelig glade for, at vores indsats bliver bemærket internationalt, men det er jo ikke en konkurrence om, hvem der får evakueret flest«, siger Jens-Otto Horslund. Udenrigsministeriet har fået meldning om, at over hundrede danskere stadig befinder sig i det sydlige Libanon i områder, hvor det er vanskeligt at komme til.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her