Forældre vil betale for skolen

Lyt til artiklen

Politiken onsdag: Kommunerne taler om højere klassekvotienter, men et stort flertal af forældre er så interesserede i en bedre folkeskole, at de er villige til at betale mere i skat for den. Det viser en ny Gallup-undersøgelse om holdninger til folkeskolen blandt de forældre, der har børn der. Forskellene Mens eleverne i én kommune får under 2.000 dansktimer i deres skoletid, tilbyder nabokommunen 3.200 timer. I ét hjørne af landet står der en kø på 12-13 børn pr. computer, i et andet kobles en pc på hver eneste elev. I én kommune fyldes børnenes skoletasker med dyre, pædagogisk rigtige skolebøger, i en anden må skolerne krølle hver pengeseddel for at få udskiftet en udtjent biologibog. Forskellen i de danske folkeskoler er ikke spor ens, og nu er forældrene tilsyneladende blevet så trætte af de varierende udgaver af, hvad en dansk folkeskole er, at de erklærer sig villige til at betale mere i skat, hvis det er det, der skal til for at sikre, at en skole er en skole, hvad enten den ligger på Nørrebro eller i Nørre Nissum. Undersøgelsen, der er sat i værk af forældreorganisationen Skole & Samfund samt Danmarks Lærerforening (DLF), vidner om et rungende behov for et mere ensartet skoletilbud i de danske kommuner. Mindstemål Hele 93 procent af de adspurgte forældre vil have fælles og landsdækkende mindstemål for antallet af dansk- og matematiktimer. 89 procent vil den stærkt svingende kvalitet af skolebøger til livs med tilsvarende faste minimumsregler, og lige så harmonisk runger forældrekoret i ønsket om fælles rammer for alle danske skoler, når det gælder antallet af kvadratmeter pr. barn i klasseværelserne, antallet af computere i skolerne, omfanget af rengøring og antallet af elever i klasserne. Det er gratis at skrive ønskeseddel, men forældrene gider godt punge ud, hvis det skal være det. Kan det gøre folkeskolen bedre, erklærer tre ud af fire i undersøgelsen sig villige til at betale mere i kommuneskat. Lærerne advarer Lærerforeningen har længe advaret om, at folkeskolen efterhånden varetages så uensartet fra kommune til kommune, at det kan være svært at få øje på en national skole, og undersøgelsen underbygger behovet for fælles, nationale rammer om folkeskolen, mener lærernes formand: »Forskellene er uacceptabelt store i det kommunale skolevæsen. Der er økonomisk pressede kommuner, der ikke kan siges længere at leve op til de krav, man med rimelighed kan stille til deres skolevæsen«, siger Anni Herfort Andersen, der bl. a. henviser til Politikens seneste beskrivelse af manglende skolebøger i økonomisk pressede kommuner. »Vi bør indføre en form for mindstekrav til bl. a. mængden af bøger og elever i klasserne, og forældrene ønsker det i en grad, så de ligefrem er villige til at betale for det«, siger lærerformanden, der mener, at kommunalpolitikerne i et år med kommunalvalg bør slå lyttelapperne ud. Smertegrænsen Forældrene signalerer klart, hvor deres smertetærskel går: To tredjedele mener ikke, at en klasse bør blive større end 20 elever. Knap en tredjedel kan acceptere 25 børn pr. klasse. Lukker kommunalpolitikerne flere børn ind, har de kun 2 procent af forældrene med sig, understreger formanden for forældreorganisationen Skole & Samfund, Thomas Damkjær Petersen. Han frygter, at den danske folkeskole spaltes i A- og B-skoler, hvis ikke politikerne indfører landsdækkende minimumskrav. Else Købstrup, formand for børne- og kulturudvalget i Kommunernes Landsforening, mener, at kommunerne leverer en ordentlig skole, og at centrale rammebestemmelser er en dårlig ide: »Skal vi løse opgaven med de vilkår, vi har, er vi nødt til at have en fleksibilitet, så det ikke nødvendigvis skal være ens over hele landet. Med den økonomi, vi har, kan vi ikke udføre opgaven, hvis alt i virkeligheden er bestemt på forhånd«, siger Else Købstrup, der også advarer om, at enhver finansminister hun har mødt, ville udstikke eventuelle rammer efter den laveste og ikke den højeste fællesnævner.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her