Clinton tog fusen på politiet

Lyt til artiklen

Der var gevinst for de ca. 200 fremmødte, der i eftermiddag tålmodigt havde ventet på at få et glimt af den amerikanske ekspræsident Bill Clinton. Efter sin tale i Det Ny Teater gik Clinton hen til de småfrysende autografjægere og andre nysgerrige. Her delte den tidligere statsmand gavmildt håndtryk ud. Alle kan som bekendt trænge til en kop kaffe - også ekspræsidenter - så Bill Clinton fortsatte overraskende til fods til caféen Baresso Coffee for at slukke tørsten. Ude for tog otte trench-coatklædte sikkerhedsvagter med stenansigter opstilling, mens danske politibetjente forsøgte at holde ivrige pressefolk på afstand. Den improviserede gåtur kom mildest talt bag på de danske betjente, der ikke var informeret om Clintons spadsereplaner. Betjentene fik dog hurtigt styr på situationen og den talrigt fremmødte presse, der ihærdigt forsøgte at indhente den slentrende ekspræsident. Da tørsten var slukket, trådte den evigt smilende Clinton ud fra caféen og lod sig hylde af de mange fremmødte og de forbavsede københavnere, der ganske uventet stødte ind i den tidligere præsidents cirkus. Herefter hilste, smilede og charmerede Clinton, som var han midt i en amerikansk valgkamp. Kort efter forlod Clinton Vesterbro for spise frokost med det amerikanske ambassadørpar og det danske statsministerpar. Besøget i Danmark er et stop på Clintons "tale-turne" rundt i Europa. Og der er mange, der gerne betaler for at lytte til den tidligere præsident. En af hans medarbejdere sammenligner Clintons mødekalender med New Yorks La Guardia-lufthavn, der er blandt verdens travleste. Selv om Bill Clintons besøg i København onsdag og torsdag foregår under langt mindre sikkerhedsforanstaltninger, end da han var på besøg i juli 1997 som USA's præsident, var der alligevel en del politi på gaden. USAs tidligere præsident kom med særfly til Københavns Lufthavn onsdag formiddag. Selv om Bill Clinton efter at have forladt stillingen officielt er en almindelig besøgende, slap han dog for at stå i kø ved paskontrollen. Til gengæld kom det amerikanske fly ikke uden om forbuddet mod på privat basis at indføre landbrugsvarer til landet. Politiet sikrede sig inden landingen, at flyet ikke havde madvarer med, der kunne medføre mund- og klovsyge. Fra lufthavnen tog Clinton straks til Det Ny Teater for at holde tale i Børsens Executive Club, hvor knap 1000 tilhørere har betalt for at lytte til den afgåede præsident. I sit pr-materiale fremhæver Børsens Executive Club sig som "det eneste eksklusive forum for beslutningstagere og opinionsdannere på topniveau i Danmark". Prisen for Clintons eksklusive ord menes at være omkring 800.000 kr. Natten til torsdag tilbringer han formentlig hos ambassadørparret. Det er uvist, om der i løbet af aftenen vil forekomme små svinkeærender ud i det København, som Clinton sidst gæstede i 1997. Torsdag er programmet ikke nærmere lagt fast, inden den tidligere præsident hen på eftermiddagen flyver hjem til USA.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her