Opgivende Lundin fik det sidste ord

Lyt til artiklen

»Nu skal vi alle sammen have fred. Jeg skal have min dom, og jeg tar« min straf. Så er det slut. Vi skal have fred i vores sind - i vores hjerter. Solen skal skinne igen. Det var det!«. Det var en træt, rødmosset og lettere opgivende Peter Lundin, der med disse sidste ord i eftermiddag satte punktum for bevisførelsen i nævningesagen i Østre Landsret, hvor han står tiltalt for drabene og parteringen af Marianne Pedersen og hendes to sønner Dennis og Brian i Rødovre sidste sommer. De sidste ord, som Peter Lundin stående leverede i hårde stød med sin fede dansk-amerikanske accent, faldt umiddelbart efter, at først sagens anklager og dernæst Lundins forsvarer i løbet af formiddagen under proceduren havde benyttet den sidste mulighed for at påvirke de 12 nævninge i deres beslutning om, hvorvidt den 29-årige Peter Lundin er skyldig i overlagt drab på den lille familie. I den sidste ende skal nævningene sammen med sagens tre landsdommere tage stilling til strafudmålingen. Årsag til dødsfald Først på formiddagen var det sagens anklager, statsadvokat Erik Merlung, der talte til nævningene. Her gjorde han det klart for de tolv mænd og kvinder, at det vigtigste spørgsmål, de under sagen skal tage stilling til, er, om de mener, at drabene på Marianne Pedersen og hendes to drenge var overlagt. Det mente Erik Merlung selv ikke, at der er nogen tvivl om. »Tiltalte har erkendt, at han var årsag til, at de tre døde. Så handlingen er til stede. Men der kræves også, at han har handlet med forsæt, og her er vi unægtelig ved et afgørende punkt i den her sag. Peter Lundin har givet politiet fire forskellige forklaringer på, hvad der skete, og forklaringerne har ingen troværdighed. Selv tror jeg ikke på, at vi endnu har hørt sandheden fra Lundin. Et menneske, der er nødt til at tage tilflugt i fire forskellige forklaringer, har ikke krav på at blive hørt som sandhedsvidne. Han er utroværdig«, tordnede anklageren. Han henviste til, at Peter Lundin under hele sagens behandling har nægtet at udtale sig om, hvordan han dræbte og parterede Marianne Pedersen og hendes sønner. Erik Merlung understregede også, at Peter Lundin heller ikke har ønsket at tale om sin mors død, som han i 1993 blev kendt skyldig i ved en underret i staten North Carolina. »Når det begynder at gøre ondt og strammer til, så tager han tilflugt. Ansvaret for moderens død har han ikke villet svare på, og heller ikke om Marianne Pedersens og drengenes død eller parteringen. Det kan vi jo ikke gøre noget ved, men dette er ikke en holdning, der kan gå, uden at det får alvorlige konsekvenser for ham. Vi kan ikke tro på, hvad han siger, og det er konsekvensen«, sagde Erik Merlung. Da Peter Lundin i 1992 slog sin mor ihjel, gravede han efterfølgende hendes lig ned ved en skrænt ved Atlanterhavskysten i staten North Carolina. Men en storm fik skrænten til at skride, og liget dukkede op. En efterfølgende obduktion af det til dels velbevarede lig viste, at det var Lundins mor, der var blevet fundet pakket ind i et tæppe og en affaldssæk. Under sin procedure onsdag påstod Erik Merlung, at Peter Lundin havde taget ved lære af denne sag, og at den var årsag til, at Lundin havde parteret ligene af Marianne Pedersen og drengene. »I USA kom hans mor igen og råbte anklagende og fatalt. Og det var med til at fælde ham. I denne sag tror jeg, at han skaffede sig af med ligene på grund af sine erfaring fra sagen i USA«, sagde anklageren.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her