Grønland og Danmark stadig enige om missilforsvar

Lyt til artiklen

Grønland har gjort det klart over for den danske regering, at hvis ikke det er muligt at sidde med til møderne med amerikanerne om planerne for det fremtidige raketskjold, NMD, så vil man i hvert fald orienteres om de beslutninger, der angår Thule-radaren. Landsstyreformand Jonathan Motzfeldt (Siumut) føler, at kontakten mellem regeringen og Grønland i den seneste tid har været forbilledlig. Grønland har omgående fået alle de informationer, som er blevet regeringen til del. »Der er fuld enighed mellem Danmark og Grønland i dette spørgsmål, og jeg må sige, at udenrigsminister Mogens Lykketoft (S) virkelig har levet op til at holde os orienteret om indholdet af møderne i USA. Ja, faktisk ringede han til mig både før og efter møderne, så jeg havde mulighed for at orientere Landsstyret om de kontakter, der havde været«, forklarer Jonathan Motzfeldt. »Vi er også enige om, at Rusland og Kina skal drages ind i dialogen om NMD. Jeg føler, at Lykketoft har levet op til disse krav. Jeg har fået oplysninger fra USA, og nu glæder jeg mig også til at høre, hvad der blev sagt i Rusland. Men ifølge de foreløbige oplysninger jeg har fået, er jeg glad for at han har taget dialogen med Rusland. Det svarer til det, vi har aftalt«, siger landsstyreformanden. Mere viden Spørgsmålet er så, om landsstyreformand Jonathan Motzfeldt føler sig ført bag lyset på baggrund af de seneste dages oplysninger om det politiske spil om NMD. Her har blandt andre en af Clintons topdiplomater, John Holum, der var chef for USAs Våbenkontrol- og Nedrustningsagentur, i et interview med Ritzaus Bureau afsløret en del af det politiske spil om NMD. »Jeg har også hilst på John Holum sidste år. Ud over det jeg har fået fra ham og de oplysninger, jeg har fået med regeringen, har jeg ikke mere at tilføje«, siger Motzfeldt. Men når det kommer til sagens kerne, nemlig hvad det er for planer USA har med den kæmpemæssige radar i Thule og dens rolle i NMD, så er svaret et ganske andet fra landsstyreformanden. »For mit vedkommende har jeg behov for at få meget mere at vide om, hvad det egentlig er, man snakker om - i Thule i hvert fald. Jeg skal ikke blande mig i, hvad der foregår med NMD i USA. Men når det gælder Thule, så er den viden, jeg har, ikke tilstrækkelig. Der skal meget mere til, inden vi kan træffe en beslutning«, siger Motzfeldt og fortsætter: »Jeg er helt enig i Lykketofts afventende holdning med hensyn til Thule. Man skal lige huske på, at vi har ligeså meget interesse i at vide, hvilke planer amerikanerne har i Thule. Spørgsmålet er, om det er noget, vi kan drøfte med dem, eller om det er noget, der giver anledning til, at vi tager et standpunkt, som måske er på tværs af amerikanernes. Det kan vi ikke sige noget om på nuværende tidspunkt«. Mogens Lykketoft påpegede tirsdag, at der nu er tale om et helt nyt projekt. NMD under Clinton var slet ikke det samme som det, der er dukket op under Bush. »Vi ved jo reelt ikke, hvad der snakkes om. Når man ser på CFE-nedrustningsaftalen, hører på de amerikanske reaktioner, efter at Clintons administration er trådt tilbage, nu da hans rådgivere også sætter en hel del spørgsmåltegn ved NMD, så bliver forvirringen efter min mening større og større, når man følger sagen fra sidelinjen«, siger Motzfeldt. Uklar situation Han mener, at opgøret mellem den tidligere administrations planer og den nuværendes sammenholdt med oplysninger fra tidligere embedsmænd gør situationen helt uigennemskuelig. »Nu begynder de forskellige tidligere rådgivere fra Clinton-administrationen at komme frem med nye udsagn. Det skaber jo ikke længere et helt så entydigt billede inden for den amerikanske debat. Det må jeg også forholde mig til. Jeg er stadig helt enig med den danske regering i, at vi stiller os afventende. Lad dialogen fortsætte med Rusland og forhåbentlig også med Kina, så vi kommer til at høre en mere nuanceret holdning til NMD«, siger Motzfeldt. Specielt hvad angår Thule, så mener landsstyreformanden, at hverken grønlændere eller danskere aner, hvad der reelt tales om i øjeblikket. »Om det er små tekniske renoveringer eller opgraderinger, man har i tankerne i USA, eller noget helt andet, det aner vi faktisk ikke noget om. Jeg tror ærlig talt ikke, at danskerne ved mere, end vi andre gør«, siger landsstyreformand Jonathan Motzfeldt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her