Lundin: Jeg ta'r min straf

Politiken torsdag: Der var ingen tvivl om, hvem Peter Lundin talte til, da han i går fik det sidste ord i Østre Landsret, inden der falder dom i drabssagen mod ham. Med sammentrukne bryn rejste han sig, vendte sig mod pressen og tilhørerne og sagde: »Nu skal vi alle sammen ha' fred, fred i vore sind og hjerter. Jeg ta'r min straf, jeg skal ha' min dom, og så er det slut. Solen skal skinne igen«. Så satte han sig igen, og retsmødet blev hævet. I dag skal nævningene træde sammen og afgøre om Peter Lundin er skyld i tre gange manddrab på Marianne Pedersen og hendes to sønner, Brian og Dennis. Lundin nægter sig skyldig, men har erkendt, at han har forårsaget deres død uden at ville det. Anklager, statsadvokat Erik Merlung, belærte nævningene om, at planlægning eller eventuelle motiver ikke var afgørende for, om Peter Lundin havde dræbt de tre med forsæt og kunne kendes skyldig. Derimod var det afgørende, om Peter Lundin i gerningsøjeblikket anså det for overvejende sandsynligt, at de døde. Tavs om drabene Erik Merlung konstaterede derefter, at Peter Lundin med sine fire forskellige forklaringer til politiet om drabene, samt hans afvisning af at tale om drabene, parteringen og bortskaffelsen af ligene i løbet af retssagen, havde berøvet ham enhver troværdighed. »Han har bestemt sig for, hvilken forklaring han skulle give om, hvordan de døde. Og det kan han gøre, da ligene er væk og ikke kan komme til at sladre«, sagde Erik Merlung. Anklageren henviste til, at Retslægerådet har gennemhullet Peter Lundins forklaring om, at han på 30-40 sekunder brækkede nakken på de tre, så de døde. Den er usandsynlig, fastslog Retslægerådets formand Jørn Simonsen i vidneskranken tirsdag. Lundin har forklaret, at han ikke vidste, hvad han gjorde, da de tre blev dræbt under et slagsmål mellem ham og Marianne Pedersen i hendes soveværelse. »Hvad havde Brian og Dennis gjort, så de skulle dø for tiltaltes hånd«, spurgte Merlung retorisk og fortsatte. »Hvad vi kan se som grund er, at de havde været vidner til, at deres mor blev slået ihjel, og sådanne vidner er ikke rare at have«. Erik Merlung undrede sig over, at der er fundet dna-spor fra både Marianne Pedersen og Dennis i stueetagen, hvor drabene skulle være foregået, mens der kun er fundet dna-spor efter Brian i kælderen, bl. a. på en madras og et vattæppe i hans værelse. »Noget kunne tyde på, at Brian er blevet slået ihjel på sit eget værelse«, sagde anklageren. Nævningenes ansvar Som afslutning formanede Erik Merlung nævningene, at hvis de kendte Peter Lundin ikkeskyldig i manddrab, ville de sidde meget ensomt med beslutningen uden at have de juridiske dommeres bedømmelse. Den er ligegyldig ved frikendelse. »Hvis I tør sige, at den mand ikke er skyldig, så sidder I alene med beslutningen«, lød det advarende. Peter Lundins forsvarer Bjørn Lund Hansen fremhævede i sit forsvar, at det var anklagemyndighedens opgave at bevise, at der var tale om drab og ikke vold med døden til følge. Han kaldte sagen »uhyggelig« og »makaber«, men mente ikke, at Peter Lundins skiftende forklaringer kunne undre. Flere forklaringer »Siden oktober har han holdt fast i sin forklaring. Da det gik op for tiltalte, at han måtte lægge kortene på bordet, er der ingen, der kan sige, om det er den rigtige forklaring«, sagde Bjørn Lund Hansen. Han pointerede desuden, at der ikke kunne være noget økonomisk motiv til drabene, da Marianne Pedersen nærmest gav Peter Lundin en luksustilværelse, som ikke kunne fortsætte efter hendes død. Desuden havde Retslægerådet ikke udelukket, at Marianne Pedersen som følge af Peter Lundins greb om halsen på hende var blevet lammet, som Lundin har beskrevet. »Der er ikke ført bevis for, at tiltalte gjorde det med forsæt. Mener nævningene, at der stadig kan herske tvivl om Peter Lundins forklaring, så skal I svare nej til spørgsmålet om skyld i drab«, sagde Bjørn Lund Hansen. Han gjorde så nævningene opmærksom på, at de godt kunne frikende Peter Lundin for drab på Marianne Pedersen, selv om de mente, at han var skyldig i drab på en eller begge drenge.