Lovens strengeste straf til Lundin

Politiken fredag: Der er fortsat kun én mand, som ved, hvordan det faktisk foregik natten mellem 16. og 17. juni sidste år, da Marianne Pedersen og hendes to sønner, Brian og Dennis, blev dræbt i deres villa på Nørregårdsvej 26 i Rødovre. Der er fortsat også kun én mand, der ved, hvad der skete med de dræbtes lig. Han modtog i går lovens strengeste straf: livstid. I to uger har tolv nævninge og tre juridiske dommere set billeder af drabsstedet, af blodpletter, af knive og økser brugt til partering, hørt vidneudsagn fra pårørende, venner og bekendte, hørt eksperter, set en videorekonstruktion, hvor Peter Lundin viser, hvordan han dræbte de tre, og hørt hans egen afvisning af at forklare nærmere om hændelsesforløbet. Skyldsspørgsmålet hurtigt afgjort Peter Lundin har fra retssagens begyndelse erkendt usømmelig omgang med lig og tyveri af værdier fra Marianne Pedersens hjem. Men han har nægtet sig skyldig i manddrab. Der var ikke tale om overlagt mord. Han ville ikke slå dem ihjel, det skete bare, nærmest refleks- eller tranceagtigt, har han forklaret retten. Og trods en omfattende gennemgang af tonsvis af slagger fra Vestforbrændingen og gennemsøgning af flere søer er det ikke lykkedes at finde blot det mindste spor af de dræbtes lig. Ikke noget, der kunne fortælle, hvad der helt præcis er foregået, eller hvordan de tre blev dræbt. Kun i Marianne Pedersens villa har teknikere fundet bittesmå spor af blod og væv samt en enkelt lille knogleflis og en tanddel fra en af de tre dræbte. Alligevel var de tolv nævninge ikke meget mere end halvanden time om at afgøre skyldsspørgsmålet. Der var ikke nogen tvivl. Peter Lundin var skyldig i tre gange overlagt drab, skyldig i tre gange usømmelig omgang med lig og skyldig i tyveri for 100. 000 kr. , lød det fra nævningeformanden, mens drabsmanden selv sad bleg og alvorlig og kiggede ned på sine hænder. En afgørelse, som umiddelbart blev tiltrådt af de tre juridiske dommere. Derefter skulle anklager og forsvarer argumentere for, hvilken straf Peter Lundin skulle idømmes. Statsadvokat Erik Merlung brugte kun tre-fire minutter på sin påstand om livstid: »Omstændigheder, art og omfang af de forbrydelser, tiltalte har begået, er i særklasse afskyvækkende og skræmmende. Det kan der kun reageres over for ved at tage de forholdsregler, som samfundet har brug for ved livstid«. 16 år Peter Lundins forsvarer, Bjørn Lund Hansen, argumenterede for en tidsbegrænset straf på 16 års fængsel. Han henviste til, at lægen Elisabeth Wæver i 1997 blev idømt livstid for planlagt mordbrand, hvor en kvinde og to børn også blev dræbt. Men Peter Lundins drab var ikke planlagt på samme måde, mente han. »Her er det spontant, impulsivt, ikkeplanlagt. Det kan tale for 16 år og ikke livstid«, sagde Bjørn Lund Hansen, der betegnede livstid som en meget alvorlig sanktion, fordi den dømte ikke ved, hvornår straffen ophører. Derpå spurgte retsformand Niels Johan Petersen Peter Lundin, om han ville have det sidste ord. »Ja«, svarede Peter Lundin, rejste sig og vendte sig nærmest i trods mod presse og tilhørere og sagde: »Vi skal alle sammen have fred i vores sind og vores hjerter«, før retsformanden brød ind: »De skal rette dem mod nævningene, ikke pressen«. Peter Lundin vendte så front mod nævningene og fortsatte: »Vi skal alle sammen have fred i vores sind og fred i vores sjæl. Det er det«. Da retsmødet umiddelbart efter blev hævet, så nævninge og dommere kunne afgøre strafudmålingen, var Lundin ude af retslokalet i tre hurtige skridt. 23 minutter senere kunne han, forsvarer og anklager, presse og tilhørere høre den enstemmige livstidsdom. Hovedpersonen selv modtog den stille, uden at fortrække en mine. Bjørn Lund Hansen bad på sin klients vegne om betænkningstid med hensyn til, om straffen skal ankes til Høje-steret. Han sagde efter dommen, at Peter Lundin ikke virkede overrasket, men derimod gav udtryk for en lettelse over, at det var overstået. Om sin egen rolle sagde Bjørn Lund Hansen, at den havde været svær, »fordi forbrydelsen var så modbydelig«.