Politiken fredag: Anklageren i Lundinsagen, statsadvokat Erik Merlung, gik målrettet efter at få Østre Landsret til at idømme livsvarigt fængsel og ikke forvaring. Ifølge Erik Merlung skyldes det, at lægelige hensyn kan komme til at spille for kraftigt ind, hvis Peter Lundin søger om benådning efter at have fået en forvaringsdom. Dermed vil han kunne blive sat på fri fod tidligere end ved en fængselsdom. »Hvis og når fangen kan benådes, så er der ved en livstidsdom større sikkerhed for de fornødne retsgarantier. I forvaring har lægelige synspunkter efter min vurdering for stor en vægt i forhold til de retssikkerhedsmæssige synspunkter«, sagde han. Forudsat at Højesteret ikke skal tage stilling til strafudmålingen og ændrer den i Lundinsagen, bliver han den 17. indsatte, som herhjemme sidder med en livstidsdom. Det har reelt hidtil betydet fængsel på i gennemsnit 16 år og 9 måneder, men det hører dog med i billedet, at politimorderen Palle Sørensen med sine 33 år trak gennemsnittet i vejret. Straffeloven ændres 1. juli, så en livstidsdømt efter 12 år har krav på, at Justitsministeriet vurderer, om han eller hun kan løslades. Det sker ligesom i dag på baggrund af vurderingen af fangens farlighed og fremtidsudsigter. Fremover kan en livstidsdømt efter 14 år hvert år få en domstol til at vurdere mulighederne for en benådning. 100 dømte i Sverige En dom på livstid bruges sjældent i Danmark. I Sverige sidder der omkring 100 livstidsdømte, hvilket skal ses i forhold til en befolkning på omkring otte millioner, og i Finland, der har samme befolkningsstørrelse som Danmark, sidder der 60 på livstid. Det er dog ikke udtryk for blødsødenhed herhjemme, siger professor ved Lunds Universitet Per Ole Träskman, der også har forsket i Danmark. »Der er ikke stor forskel på, hvordan de alvorlige sager vurderes i de tre lande. Men i Danmark kan man idømme op til 16 års fængsel. I Sverige går rammen normalt kun op til 10 år, før det bliver livstid og noget lignende gælder i Finland. Norge falder udenfor, for der er livstidsstraffen afløst af et maksimum på 21 år. Men det er muligheden for at idømme for eksempel 16 år, der forklarer, hvorfor der er så relativt få livstidsdomme i Danmark«, siger Per Ole Träskman. Han mener, at myndighederne er stort set lige tilbøjelige til at benåde de indsatte. »Det er svært at sammenligne, for sagerne er jo vidt forskellige, men livstid er både i Danmark, Sverige og Finland et sted mellem 15 og 20 år«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























