Aftale om udlændinge skrider

Lyt til artiklen

Politiken fredag: CDs gruppeformand Peter Duetoft genoptager nu kampen mod Udlændingestyrelsens stramme tolkning af lovgivningen. For to år siden fik CD sammen med de radikale trumfet en række lempelser i sagsbehandlingen igennem, men myndighederne overholder ikke aftalen, mener Duetoft, der vil have indenrigsministeren til at sætte udlændingemyndighederne på plads. I løbet af den sidste uge er tre sager endt på hans bord. Tre afslag på at få familiesammenføring mellem en dansk statsborger og en udenlandsk ægtefælle. I alle tre sager er den udenlandske ægtefælle blevet udvist af landet af det, som Peter Duetoft kalder »helt urimelige grunde«. »Udlændingestyrelsen er åbenbart vendt tilbage til gammel praksis. I dag er kursen lige så stram, som før vi indgik en aftale om lempelser i 1999. De ignorerer aftalen - i nogle sager tror man ikke sine egne øjne«, siger Peter Duetoft. Tomandshæren I sommeren og efteråret 1999 udgjorde han sammen med den daværende gruppeformand for Det Radikale Venstre, Jørgen Estrup, en tomandshær. De samlede flere end 200 enkeltsager for at overbevise daværende indenrigsminister Thorkild Simonsen (S) om, at udlændingemyndighederne fortolkede loven alt for stramt, og at myndighederne gav flere afslag på ophold her i landet, end det var ment i udlændingeloven. Stormløbet resulterede i en aftale med Thorkild Simonsen, som blandt andet indskærpede over for Udlændingestyrelsen, at alle sager skulle underkastes en større individuel behandling, så udlændinge ikke fik afslag alene på grund af firkantede regler. For eksempel måtte Udlændingestyrelsen ikke automatisk give afslag på besøgsvisum til familiemedlemmer fra fattige lande, der ville deltage i bryllup eller barnedåb i Danmark. Ligeledes skulle ægtefæller have lov at søge om familiesammenføring, mens de opholder sig i Danmark. Urimelige afslag Men alene siden sagen om srilankanske Uma Ratnavadyvel i forrige uge kom frem i pressen, har Peter Duetoft fået tilsendt tre afslag, der er stik imod aftalen. Desuden er sager om afslag på visum drypvist begyndt at lande på hans bord, og Duetoft mener nu, at de aftalte lempelser bliver ignoreret af myndighederne. Han har skrevet til indenrigsminister Karen Jespersen (S) for at minde om aftalen, og vil i den kommende tid fortsætte med at indbringe de urimelige afslag, som lander på hans bord. En sag drejer sig om 33-årige venezuelanske Marisol Sanchez Hansen, som på mandag skal forlade Danmark, for at indgive ansøgningen fra hjemlandet om at blive sammenført med sin danske mand, jurist Rasmus Sanchez Hansen. Parret har været gift siden november, og indgav i begyndelsen af januar ansøgning om opholdstilladelse hos politiet i Århus. I mellemtiden havde de været på besøg hos svigerfamilien i Venezuela, og det var først ved tilbagekomsten til Danmark, det gik op for parret, at ansøgningen skulle indgives i hjemlandet. Udlændingestyrelsen skriver i afslaget til parret, at kvinden skal udrejse straks, og ellers kan straffes for ulovligt ophold i Danmark. Rasmus Sanchez Hansen kan ikke følge sin kone, da han har søn og arbejde i Danmark. Estrup: Absurd Ifølge den radikale Jørgen Estrup, der ikke længere er medlem af Folketinget, men er cheføkonom i FNs organisation for industriel udvikling (UNIDO), virker afgørelsen »absurd«. »Det var præcis det, vi ville undgå - at folk kom i klemme i formalia og stive regler. I aftalen indgik, at myndighederne skulle se på, om folk handler i god eller ond tro. Det er svært at have respekt for en lovgivning, der fortolkes, så folk føler sig skidt behandlet«, siger han. »Jeg håber, at nogen - også radikale - sørger for at tage de sager op med indenrigsministeren«. Det lykkedes hverken at få en kommentar fra indenrigsminister Karen Jespersen, Udlændingestyrelsens direktør Grethe Løgstrup eller fra den nuværende radikale gruppeformand Elisabeth Arnold.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her