Dansk krav om EU-aflytning

Lyt til artiklen

Politiken fredag: Danmark arbejder nu aktivt for en delvis harmonisering af retsplejen i EU, herunder for eksempel mindstekrav til telefonaflytning, ransagninger og beslaglæggelse. Justitsminister Frank Jensen (S) ser også gerne en mere omfattende udveksling af beviser og vidneforklaringer mellem EU-landene. Det kom frem ved et justitsministermøde i går, hvor den danske justitsminister foreslog de andre lande at lave fælles regler om telefonaflytning af mistænkte menneskesmuglere. »Jeg ser gerne et forpligtende samarbejde på disse områder. Når det drejer sig om grænseoverskridende kriminalitet, så må vi se på, hvilke lande der løser problemerne bedst og sige: Skulle vi ikke alle sammen gøre det«, siger Frank Jensen. Danmark har haft stor succes med at aflytte kriminelle netværk, der tjener penge på at smugle illegale flygtninge og indvandrere ind i landet, oplyser justitsministeren. Hårde straffe for trafikforseelser Den aktive danske EU-kurs kommer kun en måned efter at den danske regering opgav sin principielle modstand mod harmonisering af strafferammerne. Et styrket samarbejde om efterforskningen er en logisk konsekvens. »Strafferammerne har ikke i sig selv den store betydning, hvis risikoen for at blive opdaget er mikroskobisk. Det nytter for eksempel ikke noget at have hårde straffe for trafikforseelser, hvis der ikke er noget færdselspoliti. Det afskrækkende er risikoen for at blive opdaget«, siger Frank Jensen. Afskrækkende I kampen mod menneske-smugling er han derfor mest optaget af, at EU-landene forpligter hinanden på en effektiv efterforskning og retshåndhævelse. »På den baggrund kan et signal om hårde straffe være yderligere afskrækkende«, siger ministeren. Han erklærer sig »meget åben« over for strafferetligt samarbejde også på andre områder, herunder for eksempel miljøkriminalitet. »Vi skal ikke harmonisere for harmoniseringens egen skyld. Men vi må tage udgangspunkt i den virkelighed, at den grænseoverskridende kriminalitet er voksende. Vi er nødt til at være på omdrejningshøjde med de kriminelle netværk, og også gerne være forudseende«, siger Frank Jensen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her