Politiken fredag: Efter dårlige danske karakterer i matematik og læsning i flere internationale undersøgelser kunne en tilfreds undervisningsminister Margrethe Vestager (R) i går endelig offentliggøre en international undersøgelse, hvor de danske skolebørn får medaljeplads. Med besvarelser fra 90. 000 elever i 28 lande er undersøgelsen den største af sin art nogensinde, og med den i ryggen kan de danske lærere efter nogle år i skudlinjen godt rette sig: Børnene i folkeskolens ældste klasser er usædvanligt godt rustet til at blive aktive medborgere i et demokrati. Med det nye demokrati i Polen på en førsteplads og Finland lige efter kommer de danske børn fra 9. klasse ind som nummer tre, når det drejer sig om politisk dannelse. Børnene er ved hjælp af et temmelig krævende spørgeskema blevet udspurgt om både deres kendskab og deres holdninger til demokrati. Bl. a. er de blevet spurgt, hvad FNs menneskerettigheder skal til for, hvad formålet er med en fagforening, om det nytter at vælge elevrepræsentanter til et elevråd, og om de har tillid til offentlige institutioner som politi, domstol og parlament. Besvarelserne fra de 185 involverede danske folkeskoler viser, at børn herhjemme, inden de går ud af folkeskolen, har lært at være aktive borgere i et demokratisk samfund. Børnenes stemmer »Vi kan konkludere, at den danske folkeskole meget flot opfylder sin fornemste opgave: At forberede eleverne til at deltage i demokratiet«, understreger projektleder Jens Bruun fra Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU). Blandt andet svarer 91 procent af de danske børn, at de vil stemme ved et folketingsvalg. Og 80 procent er enige i, at alle skal have samme politiske rettigheder uanset etnisk baggrund. Det er den uafhængige paraplyorganisation for pædagogiske forskningsinstitutioner i 50 lande, IEA, der har stået for den omfattende undersøgelse. Pædagogisk konsulent Jørgen Stampe fra Danmarks Lærerforening glæder sig over den danske placering: »Der står direkte i folkeskolens formålsparagraf, at lærerne skal få eleverne til at interessere sig for deres omverden. Undersøgelsen viser, at lærerne kan det, de skal kunne«, siger Jørgen Stampe. Efter nogle år med et skærende og ubarmhjertigt lys på de danske børns evner i mere kontante færdigheder især inden for dansk og matematik, fremhæver han, at dannelse og uddannelse er lige vigtige størrelser. Undervisningsminister Margrethe Vestager er på samme linie: En vigtig rolle »Det er målet, at eleverne også lærer at engagere sig i deres omverden, og det er man nødt til at tage lige så alvorligt, som at de lærer at læse i 3. klasse. Det er glædeligt, at skolerne formår at give eleverne den opfattelse, at de lever i et demokratisk samfund, og at de selv har en rolle at spille«, siger ministeren. I den samlede besvarelse er de danske drenge de eneste, der med deres holdning til kønnenes ligestilling ligger over det internationale gennemsnit. Børnene i de nye demokratier i det tidligere Østeuropa skiller sig også ud med et tydeligt engagement i politik og demokratiske forhold. 1. SEKTION side 4.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Lawand Hiwa Namo
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.
Debatindlæg af Lise Coermann Mathiesen og Rune Baastrup
Kronik af Sofie Risager Villadsen




























