Lundin brød sammen i retten

Lyt til artiklen

Politiken onsdag: Der gik 25 minutter. Så måtte en grædende Peter Lundin bede om pause fra afhøringen i Østre Landsret i går. Anklager Erik Merlung gik hårdt til den drabstiltalte og udspurgte ham om forholdet til hans kone. Lundin er ved at blive skilt fra hende. »Jeg elsker stadig den kvinde«, sagde Lundin og begyndte at hulke. »Jeg har mistet hende på grund af alt det her. Jeg vil have en pause. Jeg vil have noget at drikke«. Forinden havde Peter Lundin berettet om, hvordan han mødte den prostituerede Marianne Pedersen, og om hvordan hans forhold til konen var blevet dårligt i løbet af efteråret 1999. Tre-fire måneder efter, at han var kommet hjem til Danmark fra USA. Var blevet smidt ud Hans danske kone, som han blev gift med i fængslet i USA i 1996, var gravid, men havde smidt Peter Lundin ud. De var dog kommet på talefod igen. 28. december var Peter Lundin taget på massageklinik, fordi han »trængte til en dame«. Her mødte han Marianne Pedersen. »Jeg vil sige det som det er. Hun var god i sengen. Det er noget, jeg sætter pris på«, forklarede Lundin. Et par uger senere begyndte han at komme i hendes hjem i Rødovre. Anklageren ville så vide, hvordan han håndterede de to kvinder i sit liv. Hvortil Lundin svarede, at hans kone på grund af sin graviditet seksuelt var uinteressant. Han brød sig ikke om sex med en gravid kvinde. Kærlighed, venskab og støtte Da han lettere rødplettet i ansigtet kom tilbage fra sin korte pause, fortalte Lundin, at han i løbet af foråret 2000 tilbragte dagene hos Marianne Pedersen og aftenerne og nætterne sammen med sin gravide kone. Forholdet til Marianne Pedersen beskrev han som kærligt og »hot«, mens han i forhold til sin kone, syntes at han havde pligt til at tage sig af hende på grund af graviditeten. Han forklarede, hvordan Marianne Pedersen havde bulimi og skulle behandles med »kærlighed, venskab og støtte«. »Jeg gav hende selvtillid«. Han fortalte også, at han havde lovet Marianne Pedersen bryllup og familieliv, men at han ikke kunne give slip på sin kone. Han havde fortalt sin kone om Marianne Pedersen. Hun var blevet meget oprørt over, at Peter Lundin havde et forhold til en prostitueret. »Hun lavede meget ballade, og var meget jaloux. Det med at jeg havde mødt Marianne på en massageklinik var som at trykke på en knap. Så var det alt eller intet for hende. Jeg sagde selvfølgelig, at jeg var enig. Men jeg mente det ikke. Jeg ville fortsætte med begge kvinder«. Lundin fik også Marianne Pedersen til at kontakte sin kone, men det virkede heller ikke. Alligevel betegnede han tiden som lykkelig. Han var »mega-glad« for Marianne Pedersen. Flere hestekræfter Da Erik Merlung ville høre, hvorfor Lundin havde brugt anabolske steroider og andre præstationsfremmende midler, svarede han: »Man får flere hestekræfter i sengen. Jeg brugte det ikke for at få større muskler, men til seksuelle præstationer«. Erik Merlung ville så vide, om Lundin havde problemer med sin præstationsevne. »Nej«, svarede han. »Men det er som med en bil. Jeg kan køre 200 km/t og kom så op på 300 km/t«. Forholdet til Marianne Pedersens to sønner, Brian og Dennis, beskrev han som godt. De havde brydekampe inspireret af amerikansk wrestling på tv. Hun var i en nødsituation. Hun kunne blive meget voldelig. Hun har stukket mig med en kniv og ødelagt mit tøj« Var i nødsituation Ifølge Lundin boede han en periode hos Marianne Pedersen, men flyttede hjem til sin kone igen, fordi hun truede med at begå selvmord. »Hun var i en nødsituation. Hun kunne blive meget voldelig. Hun har stukket mig med en kniv og ødelagt mit tøj«, forklarede Lundin, der i Ballerup Ret 14. juni 2000 modtog en ubetinget dom på 30 dage for vold og trusler mod sin kone og hendes 14-årige datter af et tidligere ægteskab. Lundin forklarede også, at hans kones forældre ikke kunne lide ham og havde fået ham til at gå til psykolog. Men psykologen havde sagt, at der ikke var noget galt. Lundin beskrev Marianne Pedersen som løgnagtig og en »pralerøv« og hendes arbejde som prostitueret som »ulækkert«. Og han betegnede sin egen rolle i forhold til hendes prostitution som en slags »konsulent«. Især omkring særlige kunder, der fik særlige ydelser. Så introducerede Erik Merlung rigmanden Steffen, der var Marianne Pedersens særlige kunde. Han boede i Norge, men havde været kunde i mange år. Peter Lundin erkendte, at det var i forholdet til Steffen, han fungerede som konsulent. »Jeg rådgav om mandens psykologiske matematik. Han var en magtfuld, gammel direktørtype«. En god malkeko Selv om Marianne Pedersen skulle stoppe bordelvirksomheden, skulle hun holde fast i Steffen. »Han var en god malkeko?«, spurgte Erik Merlung. »Ja. Jeg vil helst ikke fortælle om det«, svarede Lundin. Ifølge Erik Merlung var der i løbet af det halve år, Peter Lundin kendte Marianne Pedersen sat mellem 150. 000 kr. og 200. 000 kr. ind på hendes konto af denne Steffen. Han vil senere blive indkaldt som vidne i sagen. 16. juni, hvor Marianne og hendes to drenge senere blev dræbt, brugte Peter Lundin sit videokamera til at filme ved den skolefest, de først var til. Videoen blev vist i retten, og her kunne man se Brian, der står og rapper og senere en lettere beruset Marianne Pedersen som leger med sine drenge. Lundin følger videoen på monitoren med et lille smil. Opførte sig som en 10-årig pige Ifølge Lundin var Marianne Pedersen sur, fordi han var kommet lidt for sent med bilen, da de skulle af sted til festen. De havde været uvenner - Lundin forklarede, at hun opførte sig som en 10-årige pige - men de var blevet gode venner igen, inden de tog hjem til Marianne Pedersens hus. Så rejser en tilskuer sig og går fra retsmødet. Lundin farer op og siger: »Jeg er i livsfare på grund af alt det lort her. Nogle mennesker truer mig på livet. Det var det samme på skolen. Hun var ligeglad med alle andre«. Kort efter må Lundin igen afbryde: »Mit hoved, ja, jeg er klar«. Lundin forklarede, at han havde givet Marianne Pedersen en skideballe for hendes opførsel, da de kom hjem, men ellers havde aftenen indtil midnat forløbet som alle andre. Så var de to kommet op at skændes. Lundin havde overtalt Marianne Pedersen til at dyrke sex, da telefonen ringede. Marianne talte ifølge Lundin sødt til vedkommende i telefonen, og han var sikker på, at hun havde en anden mand. Hun nægtede. Peter Lundins kone ringede to gange, og han besluttede at tage hjem til hende. Skulle ikke dø »Jeg sagde til Marianne, at jeg var ligeglad med alt det lort her«. De skulle ikke dø. Jeg er et dumt svin, jeg er en idiot, men det var ikke min vilje, at de skulle dø. De skulle bare være stille. Det var mig, der skulle bestemme« Drengene havde Lundin vækket, og de lå nu på Marianne Pedersens seng i soveværelset. Hun truede med at ringe til Lundins kone, som han havde bildt ind, at forholdet var afsluttet for længst. Marianne Pedersen tog sin mobiltelefon. Ifølge Lundin tog han telefonen fra hende, og så kom de op at slås. De faldt om på sengen, og så nægtede Lundin at fortælle mere om hændelsesforløbet og henviste til den video-rekonstruktion, politiet i efteråret lavede sammen med Lundin. På videoen demonstrerer Lundin på en plasticdukke, hvordan han griber Marianne Pedersen og drengene en efter en med højre arm rundt om halsen og drejer deres hoved bagover med venstre arm. »Jeg kan ikke sige, om jeg hørte knogler, der brækkede«, forklarer han på videoen. Imens følger Lundin selv intenst videomonitoren i retssalen. Var ikke min mening »Det var ikke min mening at slå dem ihjel, at de skulle dø. Jeg havde ikke planlagt det. Jeg er ikke skyldig i overlagt drab. Det er det eneste, jeg har at sige. De skulle ikke dø. Jeg er et dumt svin, jeg er en idiot, men det var ikke min vilje, at de skulle dø. De skulle bare være stille. Det var mig, der skulle bestemme«. Derefter nægtede Peter Lundin at svare på flere spørgsmål om drabene. Erik Merlung gik så i gang med at læse op af en tidligere forklaring fra Lundin, som han bekræftede under et retsmøde i efteråret. Her forklarede Lundin, at der var en smule blod fra Marianne Pedersens mund, men ikke noget blod fra drengene. Lundin nægtede også at forklare om, hvordan han parterede de tre lig. Usmageligt »Det er meget usmageligt, og der er nogle journalister her, der bare sidder og venter på at få nogle usmagelige detaljer. Det burde du tænke over. Jeg ønsker ikke at svare på flere spørgsmål, og jeg gider ikke tale om det«, sagde han til Erik Merlung. Ifølge forklaringen gik der tre timer, før Lundin først bar Brian og så Dennis ned på toilettet i kælderen og lagde dem i badekarret. Et par timer senere bar han Marianne Pedersen derned. »Jeg vil ud«, råbte Lundin, da Erik Merlung genoptog oplæsningen efter en pause, men blev voldsomt irettesat af retsformand Niels Johan Petersen: »Nej, De vil ikke ud, De vil blive siddende«. Så læste Erik Merlung forklaringen om, hvordan Peter Lundin parterede de tre lig. Retssagen fortsætter torsdag med afhøring af vidner.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her