DSB vælter sig i succes

Lyt til artiklen

Politiken torsdag: Danskerne kører med tog som aldrig før. Godt hjulpet af Storebælt, der i går kunne hylde passager nummer 25.000.000, Øresundsforbindelsen og skinner til storlufthavnen i Kastrup oplever DSB en succes uden sidestykke. Selv inkarnerede bilister fra det private erhvervsliv kan finde på at tage toget. »Uden sammenligning i øvrigt: Det går ufatteligt godt«, siger DSBs passagerdirektør Bjørn Wahlsten. Han giver DSBs reklamekampagne med Harry og Bahnsen en solid del af æren for fremgangen, der bliver dokumenteret i en rapport med nøgletal for år 2000. DSB har netop afleveret rapporten til Trafikministeriet. Den melder om vækst fra 57,5 til 61,8 millioner rejser. I det daglige mugger en del passagerer over forsinkede tog, propfyldte tog, dårlig information og andet, men Bjørn Wahlsten mener, at togdriften i det store hele går planmæssigt. Han påpeger, at der i 95 procent af togene - også i myldretider - er siddepladser til alle. Der er dog vældigt tryk på fredag eftermiddag mellem klokken 14 og 17, ligesom de morgentog, der ankommer kl. 7.45 typisk er fyldt - uanset hvor i landet, toget ruller til perron. I år 2000 kørte 92,4 procent af passagertogene med maksimalt fem minutters forsinkelse, og det er lidt ringere end i 1999, da tallet var 95 procent. At DSB gerne vil have flere tog er dog ikke nogen hemmelighed. Det vil hjælpe også på andre strækninger, når Øresundstogene for alvor kommer op i omdrejninger, der er nye tyske tog på vej til Svendborgbanen, og der er store forbedringer på vej på strækningen mellem København og Kalundborg. Om kort tid kan DSB skrive under på en kontrakt om levering af godt 40 toetagesvogne til brug på den rute. I Jylland vil der efter et forlig i Folketinget mellem regeringen og venstrefløjen blive åbnet og genåbnet stationer ved Århus (2), Aalborg (6) og Esbjerg (1). Dermed kan oplandet til de jyske metropoler blive betjent bedre. Bjørn Wahlsten påpeger, at DSB efterhånden har fået ganske godt fat i pendlere over længere strækninger. Over 60 procent af pendlerne fra Næstved til Storkøbenhavn tager toget, og hver dag transporterer DSB 1. 500 pendlere over Storebælt. Det handler ikke kun om, at benzinpriserne har været oppe at vende omkring ni kroner, eller at man i et tog kan arbejde, mens landskabet passerer revy. Det handler også om, at der kan være god økonomi i at tage toget på grund af transportfradraget, der i mange tilfælde vil være større end udgiften til DSBs månedskort. »Hvis man pendler fra Helsingør til København kan man få udbetalt penge hver måned, hvis man vel at mærke tager toget«, siger Bjørn Wahlsten. En analyse foretaget af Transportrådet har tidligere påvist, at transportfradraget især kommer funktionærer i amterne rundt om København til gode.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her