Venstre foreslår et års barselsorlov

Lyt til artiklen

Politiken torsdag: Venstres formand Anders Fogh Rasmussen vil nu arbejde for et års barselsorlov. Hvis det kommende folketingsvalg giver Fogh Rasmussen adgang til Statsministeriet, vil Venstre på længere sigt undersøge mulighederne for at forlænge orloven. »Efter min mening bør forældrene være længere tid hjemme hos de helt små børn, og det kan vi gøre muligt ved at forlænge barselsorloven til et år«, siger Anders Fogh Rasmussen. »Det er noget, vi kan arbejde med på sigt, og så forhåbentligt gøre nogle glade. Men der er mange ting, der skal undersøges. Det er en model, som kun kan realiseres i takt med at pengene kan skaffes, og at arbejdsmarkedet kan leve med det«, siger han. Ikke et valgløfte Fogh Rasmussen understreger kraftigt, at det er en målsætning og ikke et valgløfte i den kommende valgkamp. »Det er en målsætning for, hvordan jeg gerne ser samfundet udvikle sig på længere sigt, og derfor er det ikke et konkret forslag, der bliver afgivet som valgløfte«. Han forestiller sig, at det ekstra halve år frit kan deles mellem mor og far, og ideen skal forhindre »stressede morgener, hvor børnene skal sluge morgenmaden på to minutter«. Ideen er tidligere blevet præsenteret i interviewbogen 'I godtvejr og storm' fra efteråret, hvor Anders Fogh Rasmussen fortæller om sit politiske liv og visioner. Allerede inden sommerferien kommer et forslag om etårig barselsorlov op i folketingssalen fra løsgænger Frank Dahlgaard. Det forslag vil Venstre ikke støtte - partiet er endnu ikke parat til at indføre ordningen. Både til venstre og højre for regeringen finder partierne, at tanken er yderst interessant. »Det er da rart, at Venstre er blevet klogere«, siger SFs socialordfører, Villy Søvndal, der i flere tilfælde har fremsat forslag om længere barselsorlov uden opbakning fra Venstre. Socialordfører Anders Samuelsen fra regeringspartiet de radikale kalder forslaget for dyrt, og er utilfreds med, at Anders Fogh Rasmussen ikke peger på finansieringen. »Tilsyneladende vil han ikke pege på, hvor pengene skal komme fra. Skulle han finde dem, så er der en billigere og bedre måde at bruge dem på. Den nuværende børnepasningsorlov skal gøres mere fleksibel, så forældrene eksempelvis kan blive på arbejdsmarkedet på deltid«, siger han. Til gavn for børnene CDs leder Mimi Jakobsen siger hverken ja eller nej. Hun mener, at ideen vil være til gavn for børnene, mens det omvendt kan skade kvinderne. CD vil nu diskutere ideen på et gruppemøde. Dansk Folkeparti bakker op og Kristeligt Folkeparti har tidligere været fremme med forslaget, og dermed er mulighederne for en forlængelse af orloven til stede. Ligestillingsminister Lotte Bundsgaard (S) ønsker ikke at kommentere ideen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her