Frygten for volden er overvurderet

Lyt til artiklen

Politiken torsdag: Vold, røverier og anden grov kriminalitet fylder meget i medierne og præger vores fælles bevidsthed. Men virkeligheden er en anden: Foruden indbrud er det den tætte trafik, cykler uden lygter og graffitien, der udgør de største problemer i lokalområderne, viser en undersøgelse, bestilt af politiet. Vold eller truende adfærd ligger helt nede på en trettendeplads, når danskerne skal prioritere, hvad de er bange for. I stedet er vi optaget af cykler uden lys, graffiti, hunde, indbrudstyverier og trafikproblemer. Og det er der god fornuft i, mener manden bag undersøgelsen. »Risikoen for at blive kørt ned i trafikken er formentlig større end for at blive overfaldet, så det er en fornuftig prioritering, når folk sætter trafik over vold«, siger professor i retssociologi Flemming Balvig, der har lavet undersøgelsen sammen med analyseinstituttet ACNielsen AIM. Trafikken er et stort problem, men indbrudstyveriet topper listen over de begivenheder, danskerne frygter. Mere end 22 procent af de adspurgte synes, at indbrudstyveri er et stort eller temmelig stort problem. Også her er der en årsag til danskernes frygt: Danmark ligger i den øverste ende af skalaen, når det kommer til indbrud i europæiske hjem. Paradoksalt Flemming Balvigs undersøgelser rummer endnu et paradoks: Selv om danskerne er nervøse for at blive ramt af indbrud, passer de ikke nær så godt på deres boliger som borgerne i resten af Europa. Halvt så mange borgere i Danmark som i de andre lande har købt tyverialarmer og speciallåse, og kun en brøkdel har gitre eller skodder for vinduerne eller høje hegn om boligen, sammenlignet med de andre lande. Næst efter indbrudstyveri og trafik ligger ellers upåagtede problemer som cyklister uden lys på, graffiti og hunde højt på listen over ting, danskerne frygter. »Risikoen for at blive bidt af en hund er faktisk større end for at blive overfaldet, men jeg tror, at danskerne er mere optaget af hundens efterladenskaber. Hundelorte er et problem, fordi forældrene ikke føler, de kan sende ungerne ud på græsplænen, uden at de bliver fedtet ind. Men prioriteringen er sjov. Vi snakker ikke om hunde som et offentligt problem, men i undersøgelsen bliver de opfattet som et problem i lighed med ungdomsbander, selv om ungdomsbander får en helt anden dækning i medierne«, siger Flemming Balvig. Risikoen for at blive bidt af en hund er faktisk større end for at blive overfaldet« Det er netop mediernes fokus på vold og ungdomsbander, der flytter opmærksomheden væk fra de mindre problemer, mener han. »Volden er kommet til at overskygge andre forhold i samfundet, der berører folk i hverdagen. Når vi nærmer os folks dagligdag, nævner de færreste vold som et problem. Det er jo meget få danskere, der personligt bliver udsat for vold. Men mange reagerer på det, de ser i medierne. Når danskerne i andre undersøgelser siger, at volden er et stort problem i samfundet, så svarer de på andres vegne, ikke på deres egne«, siger Flemming Balvig. Det mener formanden for Foreningen Hjælp Voldsofre, Henning Nyhus, imidlertid ikke. Volden er ikke overdrevet som samfundsmæssigt problem, mener han. »Der er årligt 10.000 voldsanmeldelser i Danmark, og når man medregner de mange tilfælde, der aldrig bliver anmeldt, så er der tale om 30.000 tilfælde af vold hvert år. Det er alt for mange«, siger Henning Nyhus. Han tilføjer, at vold og trusler ikke er et hverdagsproblem, og at danskerne derfor ikke vil tillægge vold en stor betydning i en undersøgelse af problemer i lokalområdet. Krav til trafikken Hos Rådet for Større Færdselssikkerhed er man tilfredse med, at trafikken kommer ind på en andenplads på listen over problemer. »Det er en glædelig overraskelse for os, fordi det viser, at vi er begyndt at stille krav til trafikken omkring os, så vi ikke uden videre finder os i den. Det bekræfter også den tendens, vi har mærket, i retning af, at flere interesserer sig for sikkerheden, ikke mindst når folk skal sende deres børn ud på den farlige skolevej«, siger sektionsleder Knud Flensted-Jensen i Rådet for Større Færdselssikkerhed. Han venter, at det om få år vil være lige så uacceptabelt at køre for hurtigt eller at køre aggressivt, som det er blevet at køre spirituskørsel. Og der spores en stærk trend i retning af større personlig ansvarlighed i trafikken, mener han. »Ser vi på udviklingen og ulykkestallene i de seneste år, er trafikken som sådan ikke blevet farligere. Men vi bliver mere kritiske over for den og betragter den i stigende grad som et problem. Vi forlanger en højere grad af sikkerhed, og samtidig begynder vi at føle en personlig ansvarlighed, når vi færdes i trafikken«, siger Knud Flensted-Jensen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her