Det er ikke ualmindeligt, at ældre på plejehjem får 10-15 typer lægemidler på en dag. Ikke alene får de ældre dermed store doser - de forskellige typer tabletter og piller kan tilsammen give højst uheldige virkninger. Politiken har gennemgået medicinlisterne fra plejehjemmet Åhaven i Ribe. De viser, at de 25 beboere i gennemsnit får seks-syv forskellige lægemidler hver dag. Nogle får kun et par lægemidler - mens andre får op til 15 forskellige. 14 piller til morgenmaden En ældre mand får således 14 piller til morgenmaden. Til frokost står den på fire piller. Til aftensmaden seks piller. Så er der fire tilbage, der skal tages før sengetid. Alt i alt 28 piller i løbet af dagen. Mod dårligt hjerte, mod smerter, mod depression, mod psykoser, mod dårlig mave, mod alt muligt. Overlæge Finn Rønholt Hansen, der er formand for Dansk Selskab for Geriatri, har set medicinlisten fra Åhaven, som Politiken har fået i anonymiseret form. Han har gennemgået medicinen til de fem ældre, der fik mere end ti forskellige lægemidler: Fire af de ældre ville have gavn af at få saneret medicinen, mener Finn Rønholt Hansen. Med det forbehold, at der kan være grunde til at give medicinen, som han ikke kender, fordi han ikke har mødt patienterne. Risiko for maveblødninger Et af problemerne for den ældre mand med de 28 piller er, at nogle af pillerne risikerer at gøre meget mere skade end gavn, når de gives til den samme patient. For eksempel får han blodfortyndende medicin for at undgå blodpropper. Men samtidig har han indtil for nylig fået smertestillende Ibuprofen, der øger risiko for mavesår. »Det er en klassiker, og det giver en alvorlig risiko for maveblødninger«, fastslår Finn Rønholdt Hansen. Også en anden sag springer i hans øjne: En kvinde i slutningen af 80'erne får hver aften en sovepille, fordi hun har besvær med at falde i søvn. Men samtidig får hun også en pille mod nedtrykthed, som virker opkvikkende og aktiverende. »Det virker i hvert fald ikke befordrende at give medicinen på den måde. Medicin, der er opkvikkende, bør gives om morgenen, ikke om aftenen«, siger Finn Rønholt Hansen. Tommelfingerregler I Dansk Selskab for Geriatri har man et par tommelfingerregler - som mange praktiserende læger, der udskriver medicinen til de ældre, ikke kender eller ikke arbejder efter. Den ene tommelfingerregel formulerer Finn Rønholt Hansen således: »Hvis en patient får mere end tre, fire forskellige typer medicin, skal man helst skære et lægemiddel væk, hvis man vil ordinere et nyt. Nogle gange er god lægekunst mere at tage medicin væk end at give medicin«. Den anden regel lyder således: »Det er ekstremt sjældent, at en person har brug for 10 forskellige lægemidler på samme tid«. Birte Rasmussen, leder af plejehjemmet Åhaven i Ribe, har forklaret, at plejehjemmet to gange om året sender medicinlisterne til de praktiserende læger, så de kan kontrollere, at medicinen er den rigtige. »Men nu vil vi da gå ind og vurdere, om der er nogle ting, vi skal tale med lægerne om. Vi må have at vide, hvad de har gjort sig af overvejelser«, siger Birte Rasmussen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00
Nyhedsanalyse
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























