Auken: Ikke flere indgreb i Vadehavet

Lyt til artiklen

Miljøminister Svend Auken (S) garanterer nu skeptiske sønderjyder, at det er en klar forudsætning, at der ikke fra UNESCOs side må stilles krav om yderligere restriktioner i Vadehavet, hvis området skal optages på UNESCOs liste over verdensnaturarv. Med denne melding forsøger miljøministeren at berolige de mange lokale kritikere af ministerens ønske om at få det unikke danske naturområde optaget på UNESCOs liste over enestående naturattraktioner. Listen omfatter i forvejen steder som den amerikanske Grand Canyon, Great Barrier Reef i Australien samt andre naturperler. Svend Auken ønsker sammen med Tyskland og Holland, der sammen med Danmark forvalter Vadehavet, at få sagen på dagsordenen på et fælles ministermøde mellem landene til efteråret. Lokal skepsis Ministerens problem er imidlertid en udbredt lokal skepsis i et område, hvor befolkningen føler, at de allerede har ydet rigelige ofre til den danske naturforvaltning. I forbindelse med en høringrunde om et kommende regionplantillæg om Vadehavet har over 30 kommuner sagt nej til ideen om Vadehavet som kandidat til den eksklusive liste over verdens førende naturområder. Nogle få af høringssvarene er skeptiske, mens fire er positive. Modstanden skyldes gennemgående frygt for, at det vil føre til nye restriktioner for brugen af området, der går på tværs af lokale interesser såsom erhvervsudvikling. Men ifølge Svend Auken er det intentionen, at Vadehavet skal nomineres til UNESCOs prominente liste på baggrund af 'det nuværende beskyttelsesniveau' i området. »Derfor vil der heller ikke blive tale om, at udpegningen af Vadehavet som Verdensarvsområde vil ændre grundlaget for Vadehavssamarbejdet - nemlig Stade-Deklarationen og Vadehavsplanen, som de tre landes miljøministre underskrev i 1997«, lover miljøministeren. Brev til Auken I et brev til ministeren fra de to involverede danske amter skriver de to amtsborgmestre Laurits Tørnæs (V) og Carl Holst (V), at Sønderjyllands Amtsråd og et flertal i Ribe Amtsråd ikke er i tvivl om, at en eventuel udpegning til Verdensarvsområde kan have en række positive konsekvenser. »Områdets betydning og beskyttelsesmæssige status vil blive understreget. Samtidig vil en udpegning kunne betragtes som en international anerkendelse af den indsats, der gennem årene har været gjort for at beskytte området. Desuden vil en eventuel udpegning kunne få stor betydning for turisterhvervet i regionen«, hedder det i de to borgerlige amtsborgmestres brev til Svend Auken. Omvendt understreger amtsborgmestrene dog, at de to amtsråd også ser en række mulige ulemper. Herunder usikkerheden om mulige nye kommende restriktioner, begrænsinger i områdets erhvervsmæssige udviklingsmuligheder, bl.a. hvad angår havnene i Esbjerg og på Rømø, samt uacceptable konsekvenser for landbrug og fiskeri. Danmark har allerede tre steder - Jellingestenene med Jelling Kirke, Roskilde Domkirke og Kronborg - med på UNESCOs liste over Verdenskulturarv, mens Vadehavet i givet fald vil blive Danmarks første bidrag til listen over internationalt enestående Verdensnaturarv.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her