Politiken lørdag: Politiet i Esbjerg har sat alle disponible kræfter ind på at jage to ukendte gerningsmænd, der natten til fredag kastede to brandbomber mod en tyrkisk klub i Esbjergs centrum, hvor det lokale islamiske overhoved - kaldet imam - boede sammen med sin kone. Politiet vil ikke lægge sig fast på et bestemt motiv for attentatet, men arbejder ud fra flere teorier. »Hvorvidt der er tale om grove drengestreger, politiske eller racistiske motiver, har jeg ingen mening om på nuværende tidspunkt. Det skal den videre efterforskning vise«, siger vicekriminalinspektør Bent Thuesen fra Esbjerg Politi, der ikke kender til tidligere problemer på stedet. Til gengæld blev politiet alarmeret af et kvindeligt vidne, der overværede attentatet. Med hjælp fra vidnet og det tyrkiske ægtepar kan forløbet rekonstrueres. To personer på en knallert kører ned igennem Østergade i Esbjerg. De stopper ud for nr. 69, stiger af og går igennem den lille forhave, og prøver at komme ind i huset. Da det ikke lykkes, hiver de to flasker med brandbar væske frem. Kort efter flyver de to molotovcocktails igennem luften og rammer to forskellige vinduer i lejligheden ved siden af klubben. De to gerningsmænd hopper op på knallerten igen og skynder sig væk fra stedet. Brandbomberne rammer med præcision. Den ene går igennem ruden til stuen, hvor den flammende væske får fat i et tæppe og en sofa, som hurtigt omspændes af flammer. Den anden bombe rammer vinduet til soveværelset, hvor imamen og hans kone ligger og sover, men uden kraft nok til at trænge igennem ruden. Brandbomben knuser kun det yderste af de to lag glas i termoruden. Tyndt signalement Larmen vækkede ægteparret, der hurtigt fik slukket ilden, før den bredte sig til resten af huset. »Imamen smed selv brandbomben ud af vinduet igen«, siger Ali Dugec, der taler på vegne af imam Hüsayin Dogan, der ikke kan dansk. Det kvindelige vidne, der alarmerede politiet, efter at hun havde set de to personer kaste brandbomberne og køre bort, kunne efterfølgende give et kort signalement af gerningsmændene. »Men det var mørkt, så det er ret sparsomt med personoplysninger«, siger Bent Thuesen, der i øjeblikket ikke kan sige noget om hverken alder, køn eller beklædning. »Men med det signalemeent vi har, afhører vi nu folk her i området for at få klarlagt gerningsmændenes færden. Og så er vi i fuld gang med at undersøge de tekniske spor i sagen«, siger Bent Thuesen. Racisme Efter at politiet dukkede op, tog det tyrkiske ægtepar hen til nogle venner for at overnatte. Og det vil de gøre i hvert fald de næste par nætter. »Vi er ikke bange lige nu. Men hvis det sker igen, er det meget alvorligt«, siger Ali Dugec. Huset i Østergade danner rammen om en tyrkisk klub, hvor der afholdes forskellige kulturelle og religiøse arrangementer for foreningens omkring 100 medlemmer. Her er ingen tvivl om motivet. »Imamen kender næsten ingen danskere og har aldrig haft problemer med nogen. Han er en type, som alle kan lide. Og det her ligner ikke drengestreger. Små drenge opfører sig ikke sådan. Derfor opfatter vi det klart som en racistisk handling«, siger Ali Dugec.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























