Politiken lørdag: Ældre har hverken råd til eller mod på fremover at krydse den danske grænse og rejse udenlands, hvis de skal have attester på den medicin, de har med i toilettasken, forudser Ældre Sagen. Når Danmark tilslutter sig Schengensamarbejdet 25.marts, træder samtidig nye regler om medicin, som indeholder euforiserende stoffer, i kraft. Det betyder, at brugere af for eksempel kodymagnyler, visse former for hostesaft, gigtmedicin, beroligende, smertestillende og afslappende midler, skal have en attest for hver eneste medicintype hos egen læge. Attesterne, som koster ca. 300 kroner pr. styk, skal sendes videre til Sundhedsstyrelsen for at få en påtegning. Indviklede regler »Man skulle tro, at det var 1. april. Det lyder helt hysterisk, og disse medicintyper bruges jo netop af mange ældre mennesker. De vil fuldstændig miste rejselysten, fordi de vil aldrig orke at sætte sig ind i så indviklede regler. Og ingen ældre bryder sig om bare at overtræde gældende regler - så hellere holde sig hjemme«, siger direktør Bjarne Hastrup, Ældre Sagen. Ekstra rejseudgift Samtidig peger han også på, at de fleste folkepensionister vil have svært ved at bære den ekstra rejseudgift, som prisen på attesterne lægger oven i budgettet. »Mange ældre bruger jo flere af disse typer medicin, og de risikerer at komme af med 900-1. 200 kroner for at kunne tage en tur til Malmø eller til Mallorca«, siger direktøren, som undrer sig såre over denne Schengen- konsekvens: »Jeg troede ærligt talt, Schengensamarbejdet skulle åbne grænserne mellem landene i Europa. Medicinreglerne får den stik modsatte virkning«, siger han. Heller ikke Den Almindelige Danske Lægeforening kan se fornuften i reglerne. Formand for foreningens attestudvalg og lægemiddeludvalg Ole Eckhardt Poulsen, der er praktiserende læge i Jyllinge, siger ligeud: Ingen slinger i valsen »Det er næsten ikke til at tage alvorligt, at en bustur til Harzen kræver et så omsiggribende bureaukrati. Og hvis fru Hansen derefter vil et smut til sin søster i Malmø, skal hun hele turen igennem igen«, siger han. Men der er ingen slinger i valsen, når Sundhedsministeriet præciserer reglerne: »Det betyder bl. a. , at borgere med bopæl i et Schengenland skal medbringe en attest, der er bekræftet af sundhedsmyndighederne i bopælslandet, når de på rejser til andre Schengenlande medbringer lægemidler, som indeholder euforiserende stoffer. Personer med bopæl i Danmark skal således medbringe en attest påstemplet af Sundhedsstyrelsen, hvis de på rejsen medbringer stoffer, som indeholder euforiserende stoffer«, lyder det klart i Sundhedsministeriets brev til lægerne.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























