Der er ikke grund til panik i Danmark, selv om den frygtede og meget smitsomme sygdom, mund- og klovsyge, breder sig i vores nabolande. Med de rette forholdsregler er det muligt at undgå, at Danmark bliver ramt, vurderer afdelingsleder ved Statens Veterinære Institut for Virusforskning, Per Have. »Mund- og klovsyge er den mest smitsomme sygdom hos husdyr, vi kender. Den er vanskelig at kontrollere, men det er mit indtryk, at danske landmænd er godt informerede om, hvordan de skal forholde sig, og at de er meget bevidste om, at de selv har hovedansvaret for, om sygdommer kommer ind i landet, og om den spreder sig«, siger han til Ritzau. 12 nye udbrud Så sent som lørdag aften bekræftede de britiske myndigheder, at man i løbet af lørdagen havde konstateret 12 nye udbrud af mund- og klovsyge i Storbritannien. Det er det højeste antal registrerede tilfælde på en enkelt dag siden udbruddets start 1. februar. I alt er der konstateret mund- og klovsyge på 52 gårde i Storbritannien. Mund- og klovsyge kan ramme både kvæg, får, svin og geder, og lørdag bekræftede det belgiske landbrugsministerium, at der er mistanke om et tilfælde af mund- og klovsyge i en svinebesætning i det nordlige Belgien. Per Have mener, at det er meget klogt, at man i Danmark indfører skærpede sikkerhedsforanstaltninger, indtil situationen i resten af Europa er afklaret og under kontrol. »Det er vigtigt, at man begrænser kontakten til husdyrbesætningerne mest muligt. Det gælder f.eks. om at undgå at flytte dyr og undgå foder, der stammer fra Storbritannien, da det er muligt at transportere virus med foderet, selv om det ikke er den mest oplagte smittekilde«, siger Per Have. Mistanken om at mund- og klovsyge allerede er kommet til Danmark, kan først endelig afkræftes mandag eftermiddag. Den første virustest, man har foretaget af den mistænkte ko fra en gård ved Lemvig, viste et negativt resultat, oplyser Per Have. »Vi laver to forskellige undersøgelser. Den første, som var klar i nat, var negativ. Det viser, at hvis der var virus i dyret, så var det i hvert fald meget lidt. Resultatet af den anden undersøgelse kan med sikkerhed konstatere, om koen havde mund- og klovsyge. »Vi kan ikke udelukke det, ellers ville vi jo ikke lave testen, men der er en meget ringe sandsynlighed for, at vi finder mund- og klovsyge«, siger Per Have. Mund- og klovsyge er ufarlig for mennesker. Sydgommer er ikke konstateret i Danmark siden 1983.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























