Politiken mandag: Vaccinationskomplikationer skal anmeldes til Lægemiddelstyrelsen, men det bliver de tilsyneladende langtfra altid. En undersøgelse på Fyn skal nu afsløre, hvad der ligger bag, og samtidig kaste lys over en mulig sammenhæng mellem neurologiske sygdomstegn hos børn og en forudgående vaccination. Undersøgelsen, der begyndte den 1. januar, tager udgangspunkt i et fænomen, der er dukket frem i de senere år - blandt andet på Fyn. Her har forældre i flere tilfælde fået tilkendt erstatninger for vaccinationsskader hos deres børn, selvom barnets symptomer ikke i forvejen er blevet indberettet som en vaccinationskomplikation fra lægelig side. »Når der har været fundet grundlag for erstatning, burde skaden have været forudgået af en indberetning som vaccinationskomplikation, men dette synes ikke at være sket konsekvent«, skriver de fynske embedslæger Finn Jørgensen og Kirsten Kronborg i Ugeskrift for Læger. Konkret sag De henviser blandt andet til en konkret sag fra sidste år, hvor to børn på Fyn blev tilkendt erstatning af Arbejdsskadestyrelsen. Styrelsen vurderede, at skaderne - symptomer på epilepsi eller anden neurologisk lidelse - kunne være forårsaget af en af vaccinationerne i børnevaccinationsprogrammet. Men lægerne mente ikke, at der var en sammenhæng, og havde efter forældrenes opfattelse negligeret bivirkningerne til vaccinationerne. »Vi kan af gode grunde ikke vide, om der indberettes for meget eller for lidt på dette område. Men det er oplagt, at når der tilkendes erstatninger i sager, hvor lægerne ikke har villet indberette nogen komplikationer, er ikke alt, som det bør være«, siger embedslæge Kirsten Kronborg til Politiken. Lang liste Undersøgelsen foretages i et samarbejde mellem børneafdeling H på Odense Universitetshospital, speciallægepraksis for børnesygdomme og Embedslægeinstitutionen for Fyns Amt. Hver eneste gang et barn får konstateret en lidelse 'uden anden kendt årsag' tjekker man, om barnet inden for de nærmeste forudgående 30 døgn er blevet vaccineret. Hvis det er tilfældet, vil sagen blive indberettet til Lægemiddelstyrelsens Bivirkningsnævn som en mulig vaccinationsskade. »Vi har lavet en liste over, hvilke typer af sygdomme vi vil tjekke for en eventuel sammenhæng med vaccination, og den er gjort fantastisk bred for at få så meget som muligt med«, siger hun. »På listen er eksempelvis hjernehindebetændelse, epilepsi, balanceforstyrrelser, høretab og også autisme - selvom den forbindelse for meget nylig tilsyneladende er blevet afkræftet videnskabeligt. Men det skal altså være sygdomme, hvor der vitterligt ikke er nogen anden kendt årsag, og hvor vaccination derfor kan være en mulig forklaring«, siger Kirsten Kronborg.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























