Ledige gør rent til lavpris

Lyt til artiklen

Politiken lørdag: Pensionister, handicappede og småbørnsforældre kan nøjes med at betale kommunen 25 kroner i timen for hjælp til rengøring og havearbejde, mens de skal betale fire gange så meget hos et hjemmeservicefirma. Det er konkurrenceforvridende, siger formanden for Hjemmeserviceforeningen Danmark. Og det er Konkurrencestyrelsen og økonomiminister Marianne Jelved (R) enige i. »Kommunerne udnytter de ledige, og hvis de kan lave det her arbejde, så burde de være ansat i et hjemmeservicefirma. Som jeg ser det, er det konkurrenceforvridende. Så jeg synes, hjemmeservicefirmaerne bør lægge sag an«, siger Marianne Jelved. Omfanget stiger En undersøgelse fra Finansministeriet i 1999 viste, at flere end hver fjerde kommune har indført ordninger, hvor trængende borgere kan købe ekstra hjælp som rengøring, havearbejde, snerydning og indkøb. Siden er omfanget steget, vurderer konsulent i Kommunernes Landsforening, Lars Eckeroth. Prisen for en times hjælp fra kommunen er mellem 25 og 50 kroner. Hjemmeservicefirmaerne har ingen fast tarif, men generelt er prisen rundt regnet 200 kroner i timen. Og med et statstilskud på 50 procent ender kunden med at betale 100 kroner. Der står ingen steder i loven, at kommunerne har lov til at tilbyde den type ekstrahjælp mod betaling. I stedet bruger de social- og arbejdsmarkedslovgivningen, der handler om aktivering af arbejdsløse. Her står imidlertid, at de arbejdsløse ikke må udføre arbejde, som er konkurrenceforvridende. Lovlighed på prøve Men, siger fuldmægtig Karen Berg fra Konkurrencestyrelsen: »Umiddelbart er det her konkurrenceforvridende. Det stiller hjemmeservicevirksomhederne i en vanskeligere situation. Men om det er ulovligt, må komme an på en nærmere prøve. Der kan være hensyn, der tæller over konkurrencehensynet«. Sidste år tjente Århus Kommune 306.226 kroner på at sende aktiverede kontanthjælpsmodtagere ud til pensionister, handicappede og familier med små børn, der havde brug for ekstra hjælp. Ingen profit »Vores primære mål er ikke at tjene penge. Det er forskellen på os og et privat firma. Vi profitterer ikke på det, og et privat firma kan ikke varetage det pædagogiske arbejde, der også er med mange arbejdsløse«, siger H.P. Jensen fra kommunens beskæftigelsesafdeling. Ud af 18 arbejdsløse på Projekt En Ekstra Hånd fik 14 bagefter arbejde i et hjemmeservicefirma. Sagsanlæg overvejes Formand for Hjemmeserviceforeningen Danmark, Frederik Dan Jensen, er glad for den oplæring, som kommunerne yder, men mener stadig, det er konkurrenceforvridende. Han vil tage økonomiministerens opfordring til sagsanlæg op på en generalforsamling om tre uger. Som han siger: »Det var da noget af et tilbud«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her