Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) rækker nu hånden frem til en stor gruppe af de kontanthjælpsmodtagere, der på grund af manglende arbejde står til at få halveret deres kontanthjælp. København og flere af landets øvrige kommuner er i oprør over, at de pr. 1. april skal tage halvdelen af kontanthjælpen fra hundredvis af ægtepar, der ikke kan opfylde regeringens krav om, at begge ægtefæller skal have haft 150 timers arbejde inden for det seneste år.
Men beskæftigelsesministeren gør det nu helt klart, at kommunerne kan fortsætte med at udbetale kontanthjælp til personer, som er i gang med enten en uddannelse eller et kursus, der kan bringe dem i beskæftigelse.




























