Imens store mængder aske fra vulkanen under Eyjafjallajökull på Island igen truer med at bevæge sig ind i dansk luftrum, er der godt nyt til de økonomisk hårdt belastede flyselskaber og deres passagerer. Intet tyder nemlig på, at det igen bliver aktuelt at parkere flyene på jorden, medmindre askeskyen bliver meget tæt over Danmark. I de godt tre uger, flyselskaberne har haft tilladelse til at flyve i lette askemængder efter særlige regler, har Statens Luftfartsvæsen (SLV) modtaget i alt 131 rapporter fra flyselskaber, som har fløjet i den såkaldte zone 2 med let aske. Alle er uden anmærkninger. »Der har ikke været rapporteret en eneste askerelateret skade på fly eller motorer, siden de nye regler blev indført«, siger SLV’s kommunikationschef, Thorbjørn Ancker.
To unormale situationer
Flyselskaberne har dog givet SLV besked om to unormale situationer i forbindelse med flyvning i skyen.
I et af tilfældene konstaterede piloterne en lugt af svovl – tegn på aske – i en højde af godt 4 kilometer, hvilket fik dem til at anmode flyvekontrollen om tilladelse til at flyve ned i 3 kilometers højde, hvor lugten forsvandt.






























