Grønnere dambrug

Lyt til artiklen

En kommende bekendtgørelse skal gøre Danmarks knap 400 dambrug mere miljøvenlige og mere produktive. Vandløbenes vilde fisk og anden naturlig fauna skal lettere kunne passere dambrugene, og disse skal rense vandet mere effektivt for blandt andet fosfor, kvælstof og organiske stoffer, inden de leder det ud i åerne igen. Til gengæld får dambrugene, der alle ligger i Jylland, opfyldt deres gamle ønske om at bruge mere foder og derved øge den årlige produktion på cirka 33.000 ton. Ordnede produktionsforhold De fleste danske brug producerer regnbueørred til konsum med eksportindtægter på i alt næsten en milliard kroner årligt. »Erhvervet skal have ordnede produktionsforhold, hvor både miljø og indtjening tilgodeses. Det skal ske gennem en regulering, der er enklere end i dag«, mener fødevareminister Mariann Fischer Boel (V). Flere forsøg Den kommende bekendtgørelse bliver første udløber af en rapport om dambrugene, som et udvalg med deltagelse af både dambrugere og miljø- og sportsfiskerinteresser afleverede til Fødevareministeriet og Miljøministeriet i begyndelsen af marts. Embedsmænd i de to ministerier har allerede holdt flere møder om sagen, og den kommende bekendtgørelse kommer ifølge Politikens oplysninger især til at handle om opprioritering af forsøgsdambrug. Mere gennemskuelighed Myndighedernes behandling skal forenkles, så det bliver mere gennemskueligt for alle parter, hvad der sker i forbindelse med dambrugstilladelser. I dag er dambrugene reguleret af mange forskellige love. Lovjungle Miljøbeskyttelsesloven tager sig for eksempel af udledningen af næringsstoffer og lignende, vandforsyningsloven giver lov til at pumpe grundvand op i dambrug, og vandløbsloven handler om de dambrug, som bruger overfladevand. Lovjunglen har været medvirkende til, at forsøgsdambrug har haft vanskelige kår, og det har været svært at få udviklet erhvervet i en mere miljøvenlig retning. En milepæl Formanden for Dansk Dambrugerforening, Jens Grøn, kalder den nye rapport og den kommende bekendtgørelse »en milepæl« og lover, at man nu arbejder offensivt for at forbedre miljøet. Danmarks Naturfredningsforening glæder sig over, at dambrugene ikke længere skal stå stille rent teknologisk, men kan prøve nye metoder, der også vil være til gavn for naturen. Ingen klare råd om antibiotika Det eneste, der har kunnet dryppe malurt i dammen, er, at udvalget ikke er blivet enige om klare anbefalinger for erhvervets brug af kobber, antibiotika og anden medicin til bekæmpelse af fiskesygdomme og alger. Udvalget foreslår, at man forebygger i stedet for at helbrede, men der er ikke taget stilling til, hvor lang tid dambrugerne skal have til at skifte til vaccinationsmetoden.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her