Danmark er medlem af Nordisk Råd. Hvilken opgave har Nordisk Råd? Svaret følger længere nede i artiklen. Men først en mindre omvej.
LÆS MERE Fejl i indfødsretsprøve hastebehandles
For det er ikke lige til at svare korrekt på spørgsmål 27 i Integrationsministeriets indfødsretsprøve, som blev gennemført landet over i sidste uge for personer, der søger om dansk statsborgerskab.
De tre svarmuligheder er nemlig alle forkerte.
Den rigtige svarmulighed manglede
Nordisk Råd står hverken for forsvarssamarbejdet i Norden, de nordiske landes samarbejde med EU eller fungerer som rådgiver for de nationale parlamenter i Norden, som er mulighederne for svar under testens spørgsmål 27.
Det kan også være ligegyldigt, mener integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V). Hun får lov at uddybe senere. Men først til svaret:
»Nordisk Råd laver forslag og anbefalinger til de nationale regeringer«, fastslår Jan-Erik Enestam, direktør i Nordisk Råd. Her er de godt trætte af, at det ringe kendskab til de nordiske landes samarbejdsorgan slår igennem helt ind i regeringskontorerne. Integrationsministeriets bud på et rigtigt svar er, at Nordisk Råd rådgiver de nationale parlamenter i Norden.



























